Nyhed

Doherty anholdt igen, igen, igen

Babyshambles-frontfiguren Pete Doherty anholdt for tredje gang på to måneder

Den tidligere frontmand for The Libertines og nuværende kølerfigur i Babyshambles, Pete Doherty, kan tilsyneladende ikke holde sig inden for lovens rammer. Efter hans nylige brud med supermodellen Kate Moss er sangeren således blevet anholdt ikke færre end tre gange på lidt over to måneder.

Denne gang blev den uregerlige stjerne anholdt for at køre under påvirkning af spiritus og/eller stoffer. Politiet, der stoppede Dohertys bil, fordi den slingrede voldsomt, fandt også en lille mængde heroin i bilen, men dog ikke nok til at anklage Doherty for besiddelse af narkotika.

Sangerens hjem blev også ransaget, men her fandt politiet dog ingen ulovlige substanser – i denne omgang.


Ifølge The Sun har Doherty et meget afklaret og realistisk forhold til sine mange anholdelser, og således skulle han efter at have betalt sin kaution have forladt politistationen med ordene ”Glædelig jul, vi ses helt sikkert snart igen.”

Babyshambles pladedebutterede i sidste måned med albummet ”Down In Albion”.

ANNONCE