Nyhed

Graffiti 6 til Vild Med Dans-finalen

Den britiske duo optræder i det populære danseshow på fredag

På fredag den 9. november er der finale i det populære TV2-program "Vild Med Dans", og nu er det blevet offentliggjort, at den britiske duo Graffiti 6 skal optræde til finalen. Duoen har haft et hit med sangen "Free" henover sommeren.

De to par der skal dyste til "Vild med Dans"-finalen er tidligere Bingo Banko-vært Joakim Ingversen & danser Claudia Rex og skuespiller Louise Mieritz & danser Silas Holst.

Britiske Graffiti 6 består af sanger og sangskriver Jamie Scott og producer Tommy D. Jamie Scott har tidligere skrevet sange for navne som Enrique Iglesias, One Direction og Michael Kiwanuka, mens Tommy D før har produceret for store stjerner som Kylie Minogue, Janet Jackson og KT Tunstall. Graffiti 6 udsendte albummet "Colours" den 24. september, som blandt andet indeholder hitsinglerne "Annie You Save Me" og "Free".


Vild med Dans vises for niende gang i år, og i de sidste mange uger har kendte danskere sammen med hver deres professionelle dansepartner konkurreret om, hvem der er den bedste danser.

ANNONCE