Nyhed

Franz Ferdinand klar med nye sange

Skotterne har 14 nye numre på tegnebrættet til nyt album. De går i studiet allerede til januar.

Franz Ferdinand har på det seneste haft travlt med at turnere med deres andet album ”You Could Have It So Much Better”, der udkom i oktober i år, men ikke desto mindre har bandet allerede en god portion nye sange klar. Og bandet planlægger efter eget udsagn at gå i studiet med det nye materiale allerede i januar.

"Nick (McCarthy) og jeg har arbejdet på en del nye numre, fordi det er det, vi elsker at gøre," udtaler forsanger Alex Kapranos til MTV og fortsætter. "Lige nu spiller vi fem af dem under soundcheck, og der er ni andre numre, som er knap så færdigudviklede. Vi har lidt fri i januar, så Nick og jeg går i studiet for at indspille en del af dem.”

Ifølge Kapranos er det nye materiale mere storladent og knap så forceret end det gamle. ”Vi kommer ikke længere væltende ind med guitarerne, vi læner os mere tilbage mod beatet,” forklarer sangeren.

Han fortæller endvidere, at han har lyttet en del til Kanye West, og han mener, at det er den retning, bandets musik bevæger sig i. ”Men det er selvfølgelig stadig os,” forsikrer han dog.


Din tekst

ANNONCE