Seebach sælger 10 x platin for anden gang

Seebach sælger 10 x platin for anden gang

Rasmus Seebach har solgt over 200.000 album for anden gang. Samtidig offentliggør den danske sanger forårets koncertdatoer, mens der på mandag udkommer en koncert dvd og live-cd med Seebach.

Albummet "Mer' End Kærlighed", som udkom i november 2011, har nu solgt mere end 200.000 eksemplarer og er certificeret 10 x platin, ligesom det var tilfældet med debutalbummet "Rasmus Seebach", der har solgt 220.000 eksemplarer og dermed er 11 x platin. Det første album har indtil videre ligget på hitlisten i 162 uger, og efter 55 uger med opfølgeren på hitlisten har albummet nu solgt 200.000 eksemplarer.

På mandag den 12. november udkommer koncert-dvd'en og live-cd'en "Rasmus Seebach Live". Den viser en koncert i juni 2012, hvor Rasmus Seebach spillede sange fra de to album udendørs i Horsens Statsfængsel for 10.000 fremmødte publikummer. På udgivelsesdatoen vil Seebach være i Horsens for at signere dvd'en i den lokale Fona-butik.

Rasmus Seebach er i gang med at planlægge sin forårsturné, hvor han vil fejre og takke sine fans:

"Jeg er rigtig taknemmelig for, at der er så mange, som støtter mig og lytter til min musik, at jeg virkelig har lyst til at glæde dem med en god oplevelse. Så lige nu går jeg og brygger på et nyt show, som bliver et storladent et. Jeg og mit band vil personligt sørge for, at alle får en ny og ganske særlig oplevelse. Jeg glæder mig allerede helt vildt. Det bliver en fest, og alle er inviteret," udtaler sangeren.

Rasmus Seebach inviterer desuden de yngste fans til to særarrangementer, som vil være eftermiddagskoncerter i henholdsvis København og Aarhus.

Køb billet via Billetnet.dk.

Rasmus Seebachs forårskoncerter:

2. marts Aalborg Kongres & Kultur Center, Aalborg
8. marts Stadium Arena Fyn, Odense
9. marts DGI-Huset, Vejle
15. marts Blue Water Dokken, Esbjerg
16. marts MCH Herning Kongrescenter, Herning
22. marts SCC, Århus
30. marts Falconer Salen, København 

Familiefestkoncerter

23. marts SCC, Århus
31. marts Falconer salen, København


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA