Nyhed

Copenhell afslører nye navne på 2013-plakaten

Heavy metal-festivalen offentliggør i dag tre nye navne

Svenske In Flames (billedet), danske Illdisposed og amerikanske Every Time I Die gæster heavy metal-festivallen Copenhell, der finder sted midten af juni 2013. 

GAFFA giver dig her en idé om, hvem de tre bands er, hvis ikke du allerede kender dem.

Metal-legenderne In Flames, der har eksisteret i mere end to årtier og holder til i Göteborgområdet, spillede i juni 2011 på VoxHall i Aarhus, og der skrev GAFFAs anmelder Rebecca Thuesen "Ved en sådan koncert er der klare forventninger om en hitparade, frem for en promovering af et nyt album, og publikum går ikke skuffede hjem. Der er dømt fællessang og mosh pit fra første, skærende guitar-akkord, og det fortsætter, indtil In Flames takker af," og hun kvitterede samtidig med fem ud af seks stjerner. 


Illdisposed er et aarhusiansk fire mand stort, arbejdssomt band, der har hele 11 album i tasken. Deres seneste udgivelse udkom i slutningen af september under navnet "Sense The Darkness" og GAFFAs anmelder Keld Rud gav fire stjerner og skrev: "'Sense The Darkness' er som forgængeren 'There Is A Light (But It's Not For Me)' først og fremmest et par gode håndfulde dødsmetalnumre, hvor der ikke levnes plads til de store svinkeærinder. Illdisposed laver kompakte numre, hvor der er fokus på bandets kerneydelser: solidt riffarbejde og afstraffende rytmer."  

Every Time I Die har rødder i Buffalo og har været populære i hardcore-genren i mere end ti år. Deres forsanger besøgte Copenhell i 2010 med sit sideprojekt The Damned Things, og nu vender han tilbage med Every Time I Die. Det amerikanske bands seneste album udkom i starten af marts, og GAFFAs anmelder Keld Rud gav "Ex Lives" fire ud af fem stjerner og rosende ord med på vejen. 

Køb billetter til Copenhell via GAFFA Live.


Copenhell foregår i på Refshaleøen i København i 2013 den 14. og 15. juni. 

ANNONCE