Nyhed

Se eksklusive Danish Music Award-fotos

Se stillfotos fra traileren til morgendagens show med blandt andre Nephew, Nabiha og en zebra

I morgen afholdes Danish Music Awards i Forum i København. Showet sendes direkte på TV2, og i den forbindelse har TV2 lavet en trailer, som du muligvis har set, hvis du har set TV2 jævnligt i de sidste par uger. Ellers kan du se den nedenfor.

I forbindelse med traileren har TV2 taget en række flotte stillfotos, som GAFFFA har fået lov at bringe. Her kan du blandt andet møde Nephew give den som easy listening-band, se Nabiha i sminkerummet, møde en zebra på slap line og opleve konferencier Anders Breinholt i diverse situationer. Se alle billederne i GAFFAs gallerisektion.

Danish Music Awards stiller op med en lineup bestående af Nephew, Lukas Graham, Aura, Mads Langer, Klumben og Raske Penge, Duné, Outlandish, Nabiha, Burhan G, Stine Bramsen (Alphabeat), Shaka Loveless, EaggerStunn og Marie Key – og priser til årets bedste kunstnere fra ind- og udland.


Lukas Graham er i år nomineret i ialt syv kategorier, og bliver dermed det mest nominerede navn i år. Efter Lukas Graham er topscorerne i år Malk De Koijn og L.O.C., som hver er nomineret i seks kategorier. På fjerde- og femtepladsen ligger Rasmus Seebach og Aura Dione, som hver er nomineret til fem priser. Dancehall-og reggaeduoen EaggerStunn er nomineret i fire kategorier for albummet "Armagedion".

DMA 2012 afholdes i et samarbejde mellem TV2, IFPI og Koda, og Anders Breinholt er som sagt aftenens vært.

Billetter til Danish Music Awards 2012 kan købes via GAFFA Live.


Se traileren til Danish Music Awards her.


ANNONCE