TV2 og TDC beholder voldsdømt rapper

TV2 og TDC beholder voldsdømt rapper

Onsdag var Liam O'Connor i retten i forbindelse med en voldssag, og senere på dagen blev den populære rapper og Voice-coach idømt 40 dages betinget fængsel. På trods af voldsdommen fortsætter TDC og TV2 foreløbig samarbejdet med L.O.C.

L.O.C. har i det seneste år været reklamesøjle for teleselskabet TDC, og det vil han fortsætte med. Pressechefen hos TDC Lasse Bastkjær Jensen udtaler følgende til Ekstra Bladet:

"Vi tager naturligvis meget kraftig afstand fra alle former for vold, det kan vi ikke understrege nok. Vi har grundigt overvejet den fortsatte brug af L.O.C. som ambassadør. Der er tale om en betinget dom, og vi synes, at hans udtalelser om sagen bærer præg af respekt for den dom, der nu er afsagt. Derfor vælger vi at fortsætte samarbejdet. Det er også fordi, vi synes, at vi har et udmærket samarbejde med L.O.C., og at vi har lavet nogle ting, som vi kan se, at folk bakker op om."

TV2 tager ligesom TDC afstand fra voldsepisoden, men lader også L.O.C. fortsætte som coach i talentprogrammet Voice:

"Vi tager klart afstand fra episoden på festivalen Rock under Broen i sommer og har ikke været orienteret om, at denne sag var undervejs", siger Keld Reinicke, chef for strategisk programudvikling på TV2 til TV2's hjemmeside. Reinicke forklarer, at der kun er tre direkte Voice-shows tilbage, og at TV2 har et ansvar over for seerne og de deltagere, som har arbejdet hårdt for at nå så langt i konkurrencen.

"Liam O' Connor har i dag fået sin straf, og vi ønsker ikke – ved at udelukke ham fra de sidste shows – at lade det gå ud over hans deltagere i programmet, for vi vurderer, at det uden Liam O'Connor som coach ikke vil være muligt at afgøre Voice på retfærdig vis," siger Keld Reinicke.

L.O.C. har en tidligere voldsdom fra 2003, og ifølge Se & Hør havde rapperen slået en af deres journalistpraktikanter, Frederik Ohsten, i 2005. Sagen kom ifølge bladet aldrig for en dommer, men Liam O'Connor blev pålagt at betale en bøde.

L.O.C.'s kollega i Voice Xander Linnet blev i august 2011 idømt 60 dages betinget fængselsstraf for vold med et jernrør.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA