Nyhed

Vinderne af Danish Music Awards er fundet

Rasmus Seebach og Malk De Koijn blev de store vindere ved Danish Music Awards 2012

Se masser af billeder fra showet i GAFFAs gallerisektion

KODA, IFPI og TV2's prisuddelingsshow Danish Music Awards er overstået. Den blev uddelt lørdag aften i Forum, hvor tolv priser kunne følges via tv-transmissionen på TV2, mens tyve priser i alt er blevet uddelt.

Én kunstner blev den store vinder i showet, der blev anført af Natholdsvært Anders Breinholt, nemlig Rasmus Seebach, der i alt tog imod fire priser, Årets Mandlige Kunster, Årets Publikumspris og Årets Danske Popudgivelse samt Årets Danske Sangskriver, hvor hr. Seebach delte prisen med sine samarbejdspartnere, broderen Nicolai Seebach og Lars Ankerstjerne med albummet "Mer' End Kærlighed".


Derudover kunne også Malk De Koijn hive tre priser med hjem til "Langestrand" i forbindelse med "comeback"-pladen "Toback to the Fromtime". De vandt nemlig den prestigefyldte pris for Årets Danske Album, Årets Urbanudgivelse samt Årets Danske Live Navn.

Elektrorock-gruppen When Saint Go Machine, reggae- og popmusikeren Shaka Loveless og popstjernen Aura Dione fik alle to priser med sig, hvor sidstnævnte blandt andet vandt den pris, der blev uddelt sidst – Årets Danske Hit – med "Geronimo" – et nummer, hun optrådte med ved DMA i fjor.

Danish Music Awards' fornemme Ærespris gik i år til manden bag hits som "Stupid Man", "Nu Hvor Du Har Brændt Mig Af" og "Det Mig Der Står Herude Og Banker På" – nemlig aarhusianeren Thomas Helmig, der lovede, at han snart var tilbage med nyt materiale.


I langt de fleste DMA-kategorier er både nominerede og vindere fundet ved afstemning i et brancheakademi bestående af branchefolk, sangskrivere og udøvende musikere. Vinderen i kategorien Årets Nytænker er fundet ved afstemning blandt Spotifys brugere. Vinderen af Årets Danske Live Navn er udpeget ved afstemning blandt danske bookere via bookerne.dk. Årets Publikumspris er fundet ved afstemning via TV 2's DMA Facebook-site. Modtageren af Danish Music Awards Ærespris er udpeget af en specialjury (IFPI's interne DMA-udvalg i samråd med Koda).

Læs en længere reportage fra showet i GAFFAs artikelsektion, og se den fulde liste over vinderne herunder:

Årets Danske Album: Malk De Koijn – "Toback to the Fromtime"


Årets Nye Danske Navn: Lukas Graham

Årets Danske Gruppe: When Saints Go Machine

Årets Danske Sangskriver: Rasmus Seebach, Nicolai Seebach og Lars Ankerstjerne for "Mer' End Kærlighed"


Årets Danske Kvindelige Kunstner: Aura Dione

Årets Danske Mandlige Kunstner: Rasmus Seebach

Årets Danske Hit: Aura Dione – "Geronimo"


Årets Danske Live Navn: Malk De Koijn

Årets Publikumspris: Rasmus Seebach

Årets Nytænker (Spotifys innovationspris): Christopher


Årets Danske Rockudgivelse: Spleen United – "School of Euphoria"

Årets Danske Popudgivelse: Rasmus Seebach – "Mer' End Kærlighed"

Årets Danske Urbanudgivelse: Malk De Koijn – "Toback to the Fromtime"


Årets Danske Voxpopudgivelse: Sebastian – "Øjeblikkets Mester"

Årets Danske Club-udgivelse: Shaka Loveless – "Tomgang"

Årets Danske Producer: When Saints Go Machine for "Konkylie"


Årets Danske Musikvideo: Shaka Loveless – "Tomgang" (Instruktør: Amdi Niss-Espinoza)

Årets Internationale Album: Lana Del Rey – "Born to Die"

Årets Internationale Hit: Gotye – "Somebody That I Used to Know"


Danish Music Awards Ærespris 2012 (Mentos UP2U): Thomas Helmig

ANNONCE