Nyhed

Torsdagskoncerter på Rust

Spillestedet begynder en koncertrække i denne uge med tre bands og djs

Det københavnske spillested Rust påbegynder på torsdag en række koncerter, hvor man hver uge vil byde på tre bands og dj's, der vender plader i samme genre som livemusikken.

Den første aften byder Rust på koncerter med Sci-Fi Skåne (billedet), Je M'apelle Mads, Sidste Ambulance og epo-555 DJ Team. Førstnævnte kommer fra Sverige og består af Thomas Öberg og Jonas Jonasson fra bob hund/Bergman Rock. Eftersigende skulle det nye projekt videreføre den gale humor, der har gjort bob hund til et yderst populært livenavn herhjemme.

Je M'apelle Mads beskrives som en parodi på alverdens electronica, og Sidste Ambulance er dansksproget rock blandet med electronica leveret af gruppen, der vandt Starfighters-konkurrencen i 2005.


De tre koncerter blandes med musikalsk underholdning fra medlemmer fra indie-electro-gruppen epo-555 (i øvrigt aktuelle med andet album i marts), og hele arrangementet kan opleves på Rust torsdag 5. januar.

ANNONCE