Vi tegner et portræt af gruppen, der er aktuel med dvd'en "Celebration Day"
Da Led Zeppelins trommeslager John Bonham omkom efter en druktur i 1980, valgte de resterende medlemmer klogeligt at opløse gruppen. For den hårdtslående Bonham var en så integreret del af gruppens indre dynamik, at Led Zeppelin ganske enkelt ikke ville være det samme uden ham. Dette kan måske umiddelbart lyde som en kliché, men Led Zeppelin var i sjælden grad et band, hvor helheden var større end summen af de enkelte dele. Bonham var med andre ord uerstattelig.
Siden opløsningen har det ikke skortet på rygter om en genforening af Led Zeppelin. De tre resterende medlemmer er blevet tilbudt svimlende pengesummer for en genforeningsturné, men har indtil videre ikke ladet sig friste og kommer nok heller aldrig til det, hvis man skal tro de seneste udmeldinger fra Zeppelin-lejren. Med en lind strøm af royalties fra et af de bedst sælgende bagkataloger i pladeindustriens historie, er det nok heller ikke lige penge, de står og mangler. Led Zeppelins samlede salgstal løber angiveligt op over 300 millioner albums.
Nogen genforeningsturné er det altså aldrig blevet til, men der har dog været enkeltstående, særlige lejligheder, hvor resterne af Led Zeppelin har stået sammen på scenen igen, blandt andet ved Live Aid-koncerten i Philadelphia i 1985. En mere storstilet genforening fandt sted i 2007, da de stillede op til en mindekoncert for deres ven, den tyrkisk-amerikanske pladeselskabs-boss Ahmet Ertegun, der var død året før. Med Bonhams søn Jason bag trommerne indtog de Londons O2-arena og spillede knap to timer foran de 20.000 fans, der havde været heldige nok til at få billet. Omkring 20 millioner havde forsøgt at få billet, hvorfor koncerten siden blev optaget i Guinness Rekordbog som den mest eftertragtede nogensinde.
Til glæde for alle dem, der gik forgæves, er den historiske koncert nu omsider blevet udgivet på dvd under titlen "Celebration Day". Filmen er forud for udgivelsen blevet vist i en række biografer verden over i oktober og er blevet modtaget med begejstring af pressen. I sin seksstjernede anmeldelse af "Celebration Day" skrev GAFFAs Henrik Friis blandt andet: "Dette her er ikke bare et af min teenagetids helt store soundtrack – det er gruppespil, respekt, udførelse, modenhed og kvalitet, der holder langt ind i dette årtusinde."
Led Zeppelin dannedes i 1968 i ruinerne af r&b-gruppen The Yardbirds, hvor guitarist Jimmy Page havde aftjent sin værnepligt på Londons bluesscene sammen med andre af tidens engelske guitar-esser som Eric Clapton og Jeff Beck. Da Yardbirds gik i opløsning, var Page det eneste tilbageværende medlem, og for at rekonstruere gruppen håndplukkede han en række nye musikere, først vokalist Robert Plant og trommeslager John Bonham, siden bassisten John Paul Jones, der ligesom Page havde en fortid som studiemusiker.
I begyndelsen kaldte gruppen sig The New Yardbirds, og det var under dette navn, de fik deres verdensdebut i Gladsaxe Teen Club i Danmark i september 1968. Ved hjemkomsten til England skiftede de navn til Led Zeppelin. Ifølge legenden skete dette på opfordring fra The Whos Keith Moon, der mente at gruppen var så tung, at den ville kollapse under sin egen vægt og gå ned "like a Lead Zeppelin", altså oversat til dansk: som et blytungt kæmpeluftskib.
Luftskibet lettede
Luftskibet lettede imidlertid snarere end faldt til jorden, for Led Zeppelin var populære lige fra starten, især i USA, hvor gruppen turnerede flittigt. Det selvbetitlede debutalbum blev indspillet på 30 timer og udsendtes i foråret 1969 på det hæderkronede selskab Atlantic Records, hvor manager Peter Grant havde skaffet dem en kontrakt. Repertoiret på debutalbummet var overvejende hentet fra efterkrigstidens elektrificerede Chiacago-blues, men samtidig var gruppens fortolkning af blues'en original, først og fremmest fordi den var større og tungere og mere truende, end man havde hørt den før. John Bonham og John Paul Jones udgjorde tilsammen en bomstærk rytmesektion og lagde dermed et solidt fundament, hvorpå Page kunne udfolde sine karakteristiske, kringlede riffs og Plant sit langtrukne, højspændte hyl.
Således fødtes ud af sluttressernes aske den nye, voluminøse lyd, der fik navnet "heavy metal" – eller betonrocken, som man døbte den på dansk. Denne genrebetegnelse skulle dog vise sig at være noget misvisende i forhold til Led Zeppelin, for de havde mange andre strenge på at spille på, hvilket fremgik af de følgende udgivelser med deres ekskursioner ud i alt fra keltisk folkemusik over arabiske klange til reggae.
Med udgivelsen af det fjerde, ikke-betitlede album, der blandt andet indeholdt hovedværket "Stairway To Heaven", røg Led Zeppelin op i rockens superliga sammen med The Who og The Rolling Stones. Men i modsætning til rivalerne valgte Led Zeppelin at stoppe i tide, mens legen endnu var god. For selvom gassen så småt gik ud af luftskibet til sidst, så er det et faktum, at Led Zeppelin aldrig blev pinlige parodier på sig selv, ligesom The Rolling Stones i perioder har været det. Således står deres bagkatalog i dag usvækket som et monument over en af alle tiders største rockgrupper, og den aktuelle koncertfilm har blot lagt yderligere alen til dette glorværdige eftermæle.
