Nyhed

NorthSide og Promus præsenterer upcoming musik

Under titlen "Aarhus Undergrund" kan man på mandag i Aarhus lytte til tre håbefulde navne

Produktionscentret Promus præsenterer sammen med NorthSide en aften under titlen "Aarhus Undergrund" mandag den 26. november klokken 20. Det foregår i forbindelse med eventrækken Raw Music, og til mandag aften har talsmand og booker for NorthSide, John Fogde, udvalgt en række nye musikalske talenter til en koncert på Råbar i Aarhus.

Målet med aftenen er at præsentere spændende, nye navne for et publikum bestående af branchefolk og andre interesserede og på denne måde give upcoming musikerne noget erfaring og samtidig muligheden for at udvide deres netværk. Ud over koncerten indgår de tre bands også i et coaching-forløb i efteråret.

John Fogde har til "Aarhus Undergrund" udvalgt navnene Kids of the Wood (billedet), Ghost of Belle Starr og Los Illuminados.


"Jeg har fundet tre navne, der stilmæssigt er ret forskellige, men som alle har det til fælles, at de på kort tid har etableret sig i det aarhusianske musikmiljø. Selvom det er nye navne, er der masser af potentiale i sangskrivningen hos alle tre, og forhåbentlig kan vi hjælpe dem med at udvikle sig endnu mere ved både at arbejde med dem i øvelokalet og give dem plads på vores scene," udtaler John Fogde.

Raw Music har siden 2011 præsenteret fire forskellige arrangementer med navne som Pil & Liv, Bumsestilen og Islets of Dust.

ANNONCE