x

Politiet stormer Lost Kids-koncert

Politiet stormer Lost Kids-koncert

De gode gamle punkdage, hvor politiet regelmæssigt ryddede koncerter i besatte bygninger, er tilsyneladende ikke forbi. I hvert fald stoppede politiet i aftes en planlagt koncert med det hæderkronede gamle århusianske punkband Lost Kids i en besat bunker på Viborgvej i Århus, skriver Århus Stiftstidendes netavis.

Lost Kids var et af de allerførste danske punkbands, der med den karismatiske Jan Jet i forgrunden huserede på de danske punkscene i slutningen af halvfjerdserne og starten af firserne med sange som "Født Som Nul", "Skidt På Det Samme Lokum" og "Rådden Dig". Blandt de øvrige medlemmer var en tid sangerinden Kate Svanholm alias Pussi Punk og Mek Pek på bas og slagtøj.

Flere af de oprindelige medlemmer er i dag døde af forskellige former for misbrug, men i de senere år er bandet i en lidt anden konstellation, dog stadig med Jan Jet i front, begyndt at give koncerter på mindre spillesteder. Og i aftes var de så blevet hyret til at spille i den bunker, en række unge århusianere har holdt besat siden slutningen af november, idet de ønsker at bruge bunkeren som kulturhus.

Dette syntes politiet, der i forvejen har truet med at rydde bunkeren, dog ikke om, fordi koncerten skulle gennemføres med strøm stjålet fra et elskab i nærheden. De ankom derfor med tre vogne, stoppede koncerten, før den overhovedet var kommet i gang, og anholdt tre personer.



Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA