Nyhed

Universal åbner historiebøgerne

Verdens største pladeselskab vil gøre 100.000 optagelser af ældre dato tilgængelige som digitale downloads

Universal Records vil i den kommende tid dykke ned i arkiverne og børste støvet af en stor del af selskabets enorme lager af gamle musikoptagelser. Således planlægger Universal at digitalisere op imod 10.000 europæiske albums og gøre dem tilgængelige via online-partnere såsom Apples iTunes Music Store.

Det er ifølge Universal Music Group Internationals vicepræsident, Barney Wragg, planen at udgive de over 100.000 musiknumre i løbet af de næste tre til fire år.

Det meste af materialet vil bestå af gamle vinylplader, og nogle af optagelserne vil datere sig helt tilbage til optagelsens første dage.


Universal planlægger ifølge Reuters at indlede projektet med digitaliseringen af 3000 franske, tyske og engelske albums fra artister såsom Marianne Faithfull, Brian Auger og Brigitte Bardot.

Beslutningen om at påbegynde en digitalisering af Universals store bagkatalog giver en indikation af, hvad vi kan forvente af fremtidens udbud af musik på Internettet. Online-butikkerne har en i princippet uendelig mængde ”hyldeplads” til rådighed, hvorfor der ikke er noget i vejen for, at hele musikhistorien kan gøres tilgængelig for offentligheden.

Inden dette kan blive en realitet, er der dog en række lovmæssige komplikationer, der skal løses. For de ældre kontrakter med kunstnere og producenter inkluderede ikke digitale rettigheder, og derfor risikerer der at opstå retslige knuder i afklaringen af rettighederne til de digitaliserede optagelser.


ANNONCE