Nyhed

Oktobertrilogi til april

Bokssættet med Thomas Dybdahls trilogi kommer langt om længe på gaden den 3. april

Som danskere kan vi glæde os over at være de foreløbigt eneste, der får glæde af det forjættede bokssæt, der samler norske Thomas Dybdahls tre første albums - den såkaldte oktobertrilogi. Men ventetiden har været lang.

Det var oprindeligt tanken, at bokssættet skulle komme på gaden den 17. oktober sidste år, men blandt andet grundet produktionstiden af den tilhørende live-dvd blev udgivelsen rykket ud i det uvisse. Men nu skulle det endelig være sikkert og vist, at den kan erhverves i de danske pladebutikker fra og med den 3. april.

Som nævnt udkommer boksen kun i Danmark, hvor Dybdahls originale sangskrivertalent nyder stor respekt specielt hos de mange koncertgængere, der i de seneste år har fået masser af prøver på Dybdahls unikke talent på en scene. Og denne stemning vil (forhåbentlig) kunne genopleves, når boksen udkommer, for ud over de tre album og dvd'en indeholder den også interviews, musikvideoer og masser af billeder fra koncerter i Danmark.


Desuden indeholder boksen også et enkelt uudgivet nummer fra den norske sangsmeds hånd. Nummeret vil også kunne opleves i den kommende danske film "En Soap" instrueret af Pernille Fischer Christensen.

Thomas Dybdahl kan opleves live i P4 den 14. februar, og i forbindelsen med udgivelsen af bokssættet skulle han også give en række shows i den danske hovedstad.

ANNONCE