Nyhed

DMA-nomineringerne ligger klar

TV-2 fører med hele syv nomineringer

Nomineringerne til dette års Danish Music Awards 2006 er netop kommet, og det ser ud, som om TV-2 kan afrunde musikåret 2005 med en stribe priser for deres album "De første kærester på Månen".

Bandet er bl.a. nomineret for "Årets Danske Pop Album" og "Årets Danske Gruppe", og så er der også en nominering til Thomas Troelsen for "Årets Danske Producer". Blandt de mest nominerede finder man også Bikstok Røgsystem og Kashmir, der hver har seks nomineringer samt Jens Unmack og Mew, der hver har fem nomineringer. Alle fire er sammen med TV-2 nomineret i kategorien "Årets Danske Album".

En anden af de interessante kategorier er "Årets Nye Danske Navn". Her finder man Anna David, Magtens Korridorer, Angu, Ataf og Spleen United. Anna David er den blandt de nye navne, der har fået flest nomineringer - tre i alt. Ud over "Årets Nye Danske Navn" er det "Årets Danske Hit" ("Fuck Dig") og "Årets Danske Urban Udgivelse". Også Spleen United er nomineret andetsteds. Her er det producer Carsten Heller, der er oppe imod Thomas Troelsen, PharPhar ("Over Stok og Sten") og så Nikolaj Nørlund, der er nomineret for både "Andersens Drømme" og Jens Unmack-pladen "Vejen Hjem Fra Rocknroll".


Tina Dickow er også til denne prisfest nomineret hele tre gange bl.a. som "Årets Danske Sangerinde". DMA06 løber af stablen 11. marts i KB Hallen, hvor man vil kunne opleve TV-2, Mew, Anna David, Outlandish og Bikstok Røgsystem optræde live. Flere navne kommer til og vil blive offentliggjort løbende.

En samlet liste af de nominerede kan ses på DMAs webside.


DMA06

ANNONCE