Nyhed

Efterklang klar med ny musikvideo

Musikvideoen til "Sedna" er netop blevet offentliggjort

Efterklang har i anledning af nytåret lavet en ny musikvideo, denne gang til sangen "Sedna". Nummeret stammer fra gruppens seneste album, det meget roste "Piramida" fra september 2012.

Efterklang fortæller, at de mødte videoinstruktøren, kroatisk fødte, Bruxelles-bosatte Hana Miletic ved filmfestivalen FIB Cortos i 2011 og straks blev forelskede i hendes statiske videoportrætter.

"Sedna"-videoen viser en række videoportrætter af unge mennesker optaget i sommeren 2012 i parken Zrinjevac i Hana Miletics fødeby, den kroatiske hovedstad Zagreb. Parken er et populært mødested for unge, især om sommeren. De medvirkende i videoen heddder Emma, Ivan, Ena, Bart, Jura, Ines, Doris, Stribor og Sara.


"Piramida" blev i GAFFA anmeldt til fem ud af seks stjerner ved udgivelsen i september, hvor Michael José Gonzalez skrev: "Efterklang har endnu engang skabt et dragende univers, der er lige så meget popsange som lydlandskaber, der fortjener at blive oplevet igennem et par høretelefoner. Med sig fra 'Magic Chairs' har bandet en befriende umiddelbarhed, der bidrager til, at man kan nyde godt af genkendelsens glæde efter kun et par aflytninger, mens stadig nye detaljer bliver ved at springe frem i de blåtonede hjørner af albummets let mørkrandede og melankolske mesterstykker."

Efterklang er desuden nomineret til en Steppeulvs-pris i kategorien Årets Album for "Piramida", og samme album blev kåret af GAFFAs redaktion som årets næstbedste danske album i 2012.

Efterklang kan i februar opleves live på de danske spillesteder. Se datoer og køb billetter via GAFFA Live.


Se videoen til "Sedna" nedenfor:

ANNONCE