Nyhed

Lostprophets-sanger sigtet for børneporno

Ian Watkins er sigtet for at have planlagt at voldtage en etårig pige og for besiddelse af børnepornografisk materiale

Sangeren i det walisiske metalband Lostprophets, Ian Watkins (forrest på foto), er blevet sigtet for  børneporno-relaterede planer. Ifølge BBC er Watkins sigtet for at have planlagt at voldtage en etårig pige og for i to tilfælde at have planlagt kønslig berøring af to børn og for i fire tilfælde at have være involveret i at skabe, besidde og videredistribuere usømmelige billeder af børn.

Watkins blev sigtet og varetægtsfængslet 17. december, og nytårsaftensdag blev anklagerne uddybet, da Watkins mødte for retten via et videolink fra det fængsel, hvor han er varetægtsfængslet. Watkins sagde ikke andet end bekræftede sin identitet, men han har tidligere nægtet sig skyldig.

Watkins er sigtet i sagen sammen med to kvinder på henholdsvis 20 og 24 år. Alle tre er varetægtsfængslet indtil en høring 11. marts.


Planerne om forbrydelsen mod den 1-årige pige skal være blevet lagt mellem den 1. og 17. december 2012, mens de børnepornografiske handlinger skal have fundet sted mellem 12. august og 17. december 2012.

Da Watkins blev anholdt, skrev Lostprophets følgende på deres hjemmeside: "Som følge af dagens sigtelse mod Ian Watkins er vi i chok. Vi hører om undersøgelsens detaljer sammen med jer. Det er en svær tid for os og vores familier, og vi vil takke vores fans for deres støtte, samtidig med at vi leder efter svar. Jamie, Lee, Luke, Mike og Stu."

Lostprophets blev dannet i den walisiske by Pontypridd i 1997 og udgav deres debutalbum "Thefakesoundofprogress" i 2000. Deres femte og seneste album, "Weapons", udkom i april 2012.


ANNONCE