Nyhed

Peter Sommer: Konformitet kan brydes på en smuk måde

Vi har talt med Skanderborgs ordsmed, der modtog GAFFA-Prisen "Årets Skulderklap" på vegne af Walthers Musikcafé

Tilbage i december blev GAFFA-Prisen 2012 afholdt ved et stort og meget omtalt show på Bremen Teater i København. I den forbindelse interviewede vi de fleste af vinderne, og du kan her læse vores interview med Peter Sommer, som på vegne af det nyåbnede spillested Walthers Musikcafé i Skanderborg modtog prisen "Årets Skulderklap".

Den eneste pris, hvor døren bliver lukket for næsen af læserne, og GAFFA-juntaen i stedet træder i karakter, er ved uddelingen af Årets Skulderklap, som hvert år gives til en, eller flere personer, som har gjort noget særligt i løbet af året, der har beriget og løftet musiklivet i Danmark. I år gik prisen til Danmarks Smukkeste Festival for etableringen af spillestedet Walthers Musikcafé i Skanderborg. I begrundelsen for valget fremhævede GAFFAs direktør Robert Borges følgende argumenter bag redaktionens kåring:

– Prisen går til festivalen, som for egne midler og helt uden offentlig støtte har etableret det top-professionelle spillested Walthers Café midt i Skanderborg med særlig fokus på at styrke byens musikliv hos de unge. Stedet holder to gange om ugen arrangementer, der fortrinsvis er gratis og præsenterer såvel det helt spirende vækstlag som mere etablerede navne som Wafande og Shaka Loveless. Jeg kommer selv fra provinsen (læs: Grenå, red.) og ved, hvor vigtigt det er, at der er nogle ildsjæle, der tager initiativ, så byen ikke ligger død hen i hverdagen efter klokken 20.00. Samtidig er det også en måde, hvorpå Skanderborg Festival sikrer fødekæden i forhold til festivalens videre eksistens, hvor ikke mindst mange af festivalens garvede kræfters børn og deres venner står parate til at overtage stafetten. Her er arbejdet med Walthers Musikcafé en perfekt ramme til at dygtiggøre sig og til at sikre, at der ikke kun er levende musik i Skanderborg en forlænget weekend om året.

Den 6.12.2012, samtidig med GAFFA-Prisen, holdt festivalen en velfortjent julefrokost, sikkert for at mindes endnu et succesfuldt arrangement i den smukke bøgeskov. I stedet havde de sendt områdets mest profilerede musiker, Peter Sommer, til at modtage prisen. Ikke mindst relevant, da Peter selv er med i projektet og booker et arrangement til Walthers Café om måneden. Den dygtige og snart albumaktuelle ordsmed takkede for prisen på følgende vis:

– Tusind tak på vegne af de 12.000 mennesker i Skanderborg Festivalklub, der tror på, at det kan betale sig midt i al business-tingen også at være anderledes og på en måde uegennyttig. Her i byen har folkene bag festivalen brugt en farlig masse penge på at etablere Walthers Musikcafé, hvor der vil blive holdt koncerter hver tirsdag og torsdag året rundt. Det bliver der gjort for, at byen ikke fuldstændig sander til og bare kopierer løsninger, som bliver brugt i Ikast eller Grindsted, men prøver på at skubbe til loftet og sige: "vi er sgu noget specielt" her i byen. Der er højt til loftet, og vi bliver ved med at hoppe, og vi får tiltrukket en masse mennesker. Det, at der kommer et kæmpe cirkus forbi byen hvert år, har da betydet en masse, og så kan vi bryste os af mange hiphoppere, nok med Jøden som den mest kendte.

– Vi har kunnet se, at konformitet kan brydes på en smuk måde, og det inspirerer til flere og anderledes tiltag. Festivalen involverer en masse mennesker i byen året rundt. Mit bidrag til caféen er at præsentere en dansksproget artist på spillestedet den første torsdag i hver måned. Jeg ved ikke, om det løber rundt, men det skal nok komme tilbage i en eller anden form for valuta. Vi satser primært på vækstlaget, og hiver så et par store navne ind en gang i mellem for at trække fulde huse. Vi åbnede i august og har fået en rigtig god start, og der er rigtig mange unge lokale, der er ved at dygtiggøre sig i lyd, lys, pr og så videre. Der er en masse, der får prøvet sig selv af, og festivalen har en god rugekasse for at rekruttere fremtidige medarbejdere.

ANNONCE