Nyhed

Dangers Of The Sea udgiver debutalbum

Folk-rock-bandet, der optrådte på blandt andet Roskilde Festival i sommer, udsender debutalbum mikset af Nikolaj Nørlund til februar.

Folk-rock-bandet Dangers Of The Sea, der optrådte på blandt andet Roskilde Festival og Spot i sommer, udsender debutalbum mikset af Nikolaj Nørlund til februar. Musikken er inspireret af blandt andet folkrock fra slut-60'erne og start-70'erne, ikke mindst Neil Young med udstrakt brug af akustiske guitarer og vokalharmonier.

Debutalbummet er opkaldt efter bandnavnet. Albummet er hovedsageligt optaget i Saybias studie A Kind of Eden, som ligger uden for Køge omgivet af marker, men også i Slaraffenlands Mallorca Studio på Nørrebro, og i trommeslager Rasmus Jusjongs forældres kælder i Valby, hvor bandet har øvelokale. Nikolaj Nørlund har mikset albummet. Albummet udkommer den 18. februar 2013.
 
"I første omgang satsede vi på at debutere med en ep, men på en eller anden måde var det svært at stoppe med at optage, da vi først var gået i gang," udtaler forsanger Andreas Bay Estrup. "Til sidst stod vi med mere end nok materiale til et fuldt album og var enige om at få det hele ud i et hug. Det har været lærerigt og en kæmpestor fornøjelse at arbejde med Nikolaj Nørlund, som virkeligt har fået noget helt specielt frem i vores musik. Jeg har været stor fan af Nikolajs musik i mange år og var super glad for, at han havde lyst til at lege med os."

Dangers Of The Seas tilblivelse


De første skridt mod Dangers Of The Sea blev taget i sommeren 2010, hvor forsanger og sangskriver Andreas Bay Estrup sendte demoer rundt til en lille håndfuld gode venner og venners venner fra musikermiljøet i København, alle med baggrund i forskellige bands. Jess Jensen, som også spiller i Saybia, og Mike Juel Taagehøj, som spiller i Slaraffenland, var begge to af Andreas' tætteste venner og havde begge tidligere spillet i andre sammenhænge med Andreas.

Frederik Teige var lige steget stoppet som livemusiker for Efterklang, efter at have turneret med dem i 3½ år, og kendte Mike fra Slaraffenland. Rasmus Jusjong, som blandt andet spiller i Folkeklubben, kendte Frederik helt tilbage fra børnehaveklassen, og de havde praktisk talt lært at spille sammen og begge sunget i Københavns Drengekor. Alle kendte hinanden på kryds og tværs. Dangers Of The Sea var en realitet.
 
I starten af 2011 blev Dangers Of The Sea udtaget til P3's "Karrierekanonen". Derefter fulgte en bookingaftale med Merger Management. Og bolden blev ved med at rulle. I løbet af 2012 har Dangers Of The Sea blandt andet spillet på Ideal Bar, i Tivoli, på Spot, været på en mindre Tysklands-turné, spillet på Newbees Festival og ikke mindst på Roskilde Festival. Derudover har bandet spillet koncerter med blandt andet Megafaun (US), Dry The River (UK), Dark Dark Dark (US) og The Dø (FR/FIN).


GAFFAs anmelder Rune Schlosser tildelte gruppens koncert på Roskilde Festival 2012 fire stjerner under følgende overskrift "Intens optræden af indiefolk-gruppe, hvor soleklare vokalharmonier og gennemtænkte arrangementer samlede trådene".

"Dangers of the Sea" udkommer mandag d. 18. februar på Target Distribution. Allerede nu kan man se videoen til "Sheer Desperation" her.

ANNONCE