Nyhed

Frostfelt – færøsk elektropop klar til at erobre Danmark

Vi har talt med den færøske duo, som kan opleves på turnéen Nordisk 2013 i sidste halvdel af januar

Nordisk 2013 er en spritny festival-turné, som består af koncerter i otte kulturhuse i øst-Danmark i perioden 16.-26. januar, hvor fire upcoming, nordiske bands rejser med. De fire navne er udvalgt ud fra deres popularitet i deres respektive lande, men også ud fra deres evne til at nå ud over scenekanten og skabe god energi til liveshows. På festivalturnéen kan du opleve danske Bottled In England, norske HighasaKite, færøske Frostfelt (billedet) og islandske Human Woman.

Idéen bag projektet er at give unge uden for de store byer muligheden for at stifte bekendtskab med den mindre kommercielle, nordiske musik. "Den nordiske musik ligger i høj grad tæt på den danske kulturarv, og touren er en oplagt mulighed for, at unge præsenteres for musik skabt på egne længde- og breddegrader; især i denne tid, hvor kreativiteten i nordisk rytmisk musik er misundelsesværdig høj, og outputtet er ekstremt godt," skriver arrangørerne i en pressemeddelelse.

Bottled In England spillede i 2011 koncerter på både Spot, Distortion og Roskilde Festival med deres håndspillede drum 'n' bass og punkede attitude, og i januar 2013 udkommer gruppens anden ep. Indiepop-trioen HighasaKite har et anmelderrost debutalbum bag sig, og er på meget kort tid blevet populære i Norge. Internationale medier som The Guardian og Pitchfork har desuden udnævnt bandet som et af de mest lovende fra Skandinavien.


Frostfelt består af pianist og singer-songwriter Líggjas fra Tórshavn og den færøske electro-pop-producer Sakaris. Musikken er et møde imellem mørk og indadvendt sangskrivning og Sakaris' udadvendte elektro-pop. Human Woman består af de to anerkendte islandske dj's Sexy Lazer og Galdur, der har slået sig sammen, og duoen udsendte for nylig deres debutalbum på tyske hfn music, der også udgiver Trentemøller.

GAFFA vil i de kommende dage bringe interviews med de fire bands, og vi lægger ud med Líggjas fra Frostfelt:

Hvorfor og hvordan startede du med at lave musik?

– Jeg startede med at spille violin som 6 år gammel, men mistede interessen igen da jeg blev teenager. Da var det ikke særlig cool længere, og jeg ville hellere spille fodbold og hænge ud med venner. Som 15-årig begyndte jeg dog at lave melodier i hovedet og skrive tekster og begyndte også at lære mig at spille på klaver. Siden er der kommet mange sange og tekster, som jeg har spillet sammen med forskellige bands.


Hvordan vil du selv beskrive din musik?

– Min musik er meget melodibaseret da den for det meste bliver lavet på klaver. Den er sørgmodig, drømmende og har en undertone af længsel. Melodierne er som regel ret iørefaldende. Teksterne handler om ensomhed, besættelse, misundelse, og nogle går over i det lidt mere eksistentielle, f. eks "Lila", hvor der over en smuk, lidt sørgmodig melodi bliver konstateret at "vi er alle i en drøm sammen, og at ingenting virkelig nogensinde har sket".      

Hvilke(t) album eller kunstner har været en inspiration for din musik, og hvorfor?

– Jeg skal indrømme, at Radiohead og Pink Floyd og Beck har været ret store inspirationskilder. Der er bare et eller andet med deres musik, som har rørt mig særlig meget. Måske balancen mellem skrøbelighed og storbarhed, intelligens, vovethed og autoritet. De har så udført et udtryk, at man ikke kan andet end at beundre dem og lære af dem. Ellers lytter jeg til så meget, og det er svært at nævne specifikke albums eller kunstnere. Der er rigtig meget god musik heroppe (på Færøerne), så færøsk musik er uden tvivl også en stor inspirationskilde.

Hvad er din/jeres styrke live?

– Det gode ved mig er, at jeg vokser meget når jeg kommer på scenen. Hvis jeg skal spille for fem mennesker i et intimt, lille rum, så går jeg fuldstændig ned, men når jeg kommer på en scene og der står mange mennesker og kigger, så sker der et eller andet, som gør, at jeg vokser med opgaven. Ellers synes jeg, vi har en rigtig god lyd, er dedikerede og sprælske, selv om musikken ikke er den mest sprælske.


Hvem af de andre på turen glæder du/I dig især til at høre og hvorfor?

– Human Woman var jeg meget imponeret af efter at have set nogle videoer på YouTube. Jeg kunne høre meget Beck i deres udtryk, og ellers et meget imponerende lydbillede. Man kunne høre, at de er rigtig dygtige til det de laver, så jeg glæder mig meget til at høre dem.

Turnéplan for Nordisk 2013: 
16/1: Odense, Posten
17/1: Ballerup, Baltoppen
18/1: Rødovre, Viften (Dangers Of The Sea erstatter Bottled In England)
19/1: Ishøj, Ishøj Kultur Café
23/1: Næstved, Grønnegades Kaserne Kulturcenter
24/1: Slagelse, Musikhuset
25/1: Frederiksværk, Gjethuset
26/1: Helsingør, Kulturværftet

Køb billetter via spillestedernes hjemmesider.


 

 

ANNONCE