Nyhed

Bring Me The Horizon på vej med album og dansk koncert

Det engelske metalcore-band har ny musik på vej

Metalcorebandet Bring Me The Horizon fra Sheffield har annoceret et nyt album og en kommende dansk koncert. Det nye album, gruppens fjerde, får titlen "Sempiternal" og udkommer 29. april, og det bliver fulgt op af en koncert i Amager Bio fredag den 17. maj.

Bring Me The Horizon debuterede i 2006 med albummet "Count Your Blessings", som i 2008 blev fulgt op af "Suicide Season". I 2010 udgav de deres tredje abum, "There Is a Hell, Believe Me, I've Seen It. There Is a Heaven, Let's Keep It a Secret," som erstattede den deathcore-lyd, der prægede deres to første album, med en mere progressiv tilgang til sangskrivningen, samtidig med at bandet udvidede udtrykket med keyboards, stort kor og klassiske samt symfoniske elementer. Det kommende album skulle ifølge Amager Bio være mindst lige så ambitiøst som forgængeren.

Albummet "There Is A Hell..." indeholdt singlen "It Never Ends ", der blandt andet gjorde sig bemærket ved at være instrueret af danske Jakob Printzlau, også kendt som forsanger i The Fashion, og havde den lige så danske MTV-værtinde Anne Lindfjeld med i en fremtrædende rolle. GAFFAs anmelder Keld Rud var i øvrigt ikke imponeret over albummet "There Is A Hell...", som han tildelte to stjerner og prædikatet "en rodet affære."

I 2011 spillede Bring Me The Horizon på Roskilde Festival, og nu vender de altså tilbage til Danmark, nærmere betegnet Amager Bio.


Billetsalget begynder på onsdag den 16. januar kl. 10.00 via billetnet.dk og på landets posthuse.

ANNONCE