Vi har talt med det 30-årige band om deres nye fotobog "Live Shots"
Se flere billeder fra bogen i GAFFAs gallerisektion
I dag udgiver de danske rockkoryfæer D-A-D fotobogen "Live Shots", der kommer i kølvandet på gruppens 11. studiealbum "DIC.NII.LAN.DAFT.ERD.ARK". Sammen med fotobogen er der også to cd'er. Den akustiske ep "The Campfire Favorites" samt liveoptagelsen fra D-A-D's koncerter den 13. og 14. april 2012 i Falconer Salen, der bærer titlen "Home Alive" – begge er de produceret af Nick Foss.
Alsidige situationer
Bogens fotos er taget af gruppens gode ven Henrik Damgaard, der har fulgt gruppen på deres danske og udenlandske eskapader med "DIC.NII.LAN.DAFT.ERD.ARK". Over 60 koncerter i 2012, hvor 27 af dem blev afviklet på 40 dage rundt i Europa.
Billederne viser blandt andet en gruppe for- og bag scenen. I fuld mundering. I næsten ingen mundering. Et næsten The Dude-agitigt portræt af Stig Pedersen med en bowlingkugle, ligesom der går tanker mod Mickey Rourkes "The Wrestler" på andre. Også skæve billeder med Jesper Binzers syngende mimik, guitar med vinterhandsker, Jacob Binzers koncentrerede forberedelser, Laust Sonnes halsbrækkende sceneløft på trommerne, men også intensiteten fra gruppens små som store koncerter og andre ganske underholdende situationer både før og efter.
"Spillet mere end vi plejer"
GAFFA var til pressemøde for udgivelsen, hvor vi talte med bassist Stig Pedersen og trommeslager Laust Sonne:
Hvordan har det sidste års tid været?
Stig: - Et helvede. Det har været op ad bakke. Ej haha. Det har været fantastisk. Vi har turnéret steder, vi ikke har været før. Budapest, Tjekkiet – Østeuropa i det hele taget. Det føles virkelig godt, når der er folk, som er kørt helt fra Ukraine for at se os. Jeg tror, at de er glade for heavy, techno, og generelt er de ti år bagud med musikken, så der passer D-A-D helt perfekt. Haha. Vi er jo heller ikke lige i fortroppen af musikken længere.
Laust: - Det har været super fedt. Vi har aldrig spillet så meget før. Vi startede med at tage en kæmpe europæisk turné, hvor vi virkelig blev spillet varme. Det har været rigtig fedt.
Stig: - Ja og så har vi holdt stederne lidt mindre, så de så vidt muligt ville blive udsolgt. Vi vil hellere have, at folk gik hjem og ærgrede sig over, at de ikke kunne få en billet – i stedet for at stå med sådan nogle halvfyldte steder, som vi aldrig har prøvet (bliver noteret med en ironisk tone, red.).
Laust: - Aldrig, nej.
Har I oplevet en lidt anden mængde i publikumsskaren i udlandet?
Stig: - Det er næsten altid samme type – D-A-D-fan, men om der er flere af dem eller færre af dem varierer.
Laust: - Vi spillede i Tyskland og Nordeuropa, og så spillede vi i Sverige og Finland, hvor alle stederne var virkelig rockagtige. Da vi ikke er så store der, kan man virkelig kæmpe og spille til. Da vi kom til Danmark, tænkte vi, at nu bliver det bare helt vildt, og det har været rigtig fedt, men det var nogle gange hr. og fru Hakkebøf, der kom ud for at se giraffen, mere end det var et regulært rockpublikum. Vi er allemandseje i Danmark, så her skulle vi næsten starte forfra og give den den endnu mere gas, for ellers stod de bare og kiggede. Rockpublikummet har i det mindste tatoveringerne klar. I Danmark skulle man kæmpe endnu hårdere. Det var sjovt – og omvendt af, hvad vi havde regnet med.
"Det har været helt trygt"
Hvad med jeres nye fotobog – "Live Shots" - hvordan har det været at være portrætter?
Laust: - Henrik (Damgaard red.) er jo en god ven privat for os alle sammen. På den måde har det været helt trygt, at han var med i bussen og nærmest med på toilettet. Det har bare været rigtig hyggeligt at have ham med, og så har han taget nogle vildt flotte billeder. Det startede egentlig bare med, at vi havde ham med, hvor han tog en masse billeder, og så fandt vi ud af, at det kunne da blive til en bog på et tidspunkt.
Hvem har valgt billederne ud?
Stig: - Henrik og hans ven Poul Bruun – gammel Gasolin'-altmuligmand. De har valgt dem ud.
Laust: - Ja, og delt dem op i serier. Indendørs – udendørs og så videre. De har fået lov til at vælge dem, og så har vi selvfølgelig skulle godkende det, men det er dem, der har valgt det.
Er der noget, der har overrasket jer?
Laust: - Vi har set dem undervejs, men den er blevet meget flottere, end jeg havde forestillet mig, den ville blive.
Hvad med billederne i sig selv?
Stig: - Det er den usminkede virkelighed. Det står der også i vores pressetekst (han læser op red.): de giver sig selv lov til at blive gamle. Det kan jeg stadig ikke forstå (Laust griner højt i baggrunden, red.). Jeg synes, at vi ser unge ud.
Laust: - Vi ser pissegodt ud det meste af tiden. For mig er det dejligt at kunne se sceneshowet. Jeg kigger jo altid fremad. Jeg kan aldrig se, hvad der sker bag mig. Det har været en overraskelse for mig, hvad der egentlig sker bagved. Det har jeg aldrig oplevet før.
Læs et længere interview om blandt andet D-A-D's fremtidsplaner i GAFFAs artikelsektion.
Du kan købe D-A-D's nye bog i GAFFA Shop her.