Unikt nærbillede af en sjældent sympatisk superstjerne
Den sunde skepsis for enhver autoritet ligger dybt i min opdragelse. Faktisk så dybt, at mine teenageårs idolisering af John Lennon blev mødt med en nøgtern påpegning af, at den afdøde englænder da bare var en selvoptaget middelklassedreng uden nogen reel idé om verdens uretfærdigheder. Jeg syntes bare, at han var fantastisk.
Og tænk engang: Konklusionen er sgu den samme her i 2013 efter sober indtagelse af denne pragtfulde udgivelse af mandens breve - kronologisk spændende fra 11-årige Johns takkebrev til tante Harriet i '51 til superstjernens sidste autograf, skrevet mindre end en time før nedskydningen på Manhattan ud på aftenen den 8. december 1980.
Altsammen indsamlet, arrangeret og kyndigt kommenteret af Hunter Davies - den engelske journalist som i '68 forestod den første, sidste og eneste autoriserede biografi om The Beatles.
Sammensat størrelse
Nuvel, al den indledende selvbiografiske lirum-larum blot for at lande på det indlysende: at Lennon - selvfølgelig og som ethvert andet menneske - var en sammensat størrelse. Eller som den gamle kollega George Harrison engang har sagt: "John var ikke nogen engel... samtidig med at han på en vis måde var".
Mandens mange facetter og - måske især - hans umådelige behov for at fortolke verden omkring sig i sprog og billeder formelig vælter ud over pragtværkets knap 400 sider.
Samtidig med, at hele herligheden er sirligt arrangeret, som et udstillingskatalog: hvert "katalognummer" (fra Brev 1-285) er affotograferet og optrykt, inklusive ikke blot kragetæer, men også ofte kuverter og de små tegninger som tit ledsagede Lennons skriblerier.
Heroverfor er de indimellem svært læselige breve transkriberet til et læseligt layout, mens Davies' sobre prosa fletter sig omkring det omfattende materiale og indimellem brydes af sjældent eller aldrig offentliggjorte arkivfotos.
Filosofi og fjollerier
Materialet spænder fra det ganske hverdagsagtige til det regulært rockhistoriske, over alt det indimellem. Fra bitre udfald mod McCartney ved indgangen til halvfjerdserne ("Jeg håber, du forstår, hvor meget lort I og resten af mine "venlige og uselviske" venner har hældt ud over Yoko og mig i den tid, vi har været sammen") til skiftevis filosofiske og småplatte en-liniers-postkort fra Japan, 1977/78 ("Kære Bob, Det vigtigste er ikke hvor du er, men hvor du kommer fra, etc.").
Over Lennons pædagogiske introduktion af Yokos nyeste avantgardeplade "Fly" til talkshowværten Joe Franklin i december '71 eller følgende linjer til en repræsentant for pladeselskabet EMI, dateret marts '76:
Ja, det var en fantastisk tid, vi alle sammen havde i 60'erne... Men ikke at dømme efter dit "tilbud" (jeg kunne sagtens finde et bedre ord). Selv efter alle disse år holder virksomhedens korporative vision aldrig op med at forbløffe mig!
Jeg nyder min familie,
Og min uforpligtende frihed,
Alt det bedste til dig,
John
Nøgleværk
Jo, den er god nok, venner: Lindhardt & Ringhof har i relativ ubemærkethed givet os et nøgleværk, et must-have og et mageløst kig over skulderen på en af popkulturens mest betagende figurer.
Det er visuelt flot. Underholdende. Vederhæftigt oversat af Bo Green Jensen - en af vores største nulevende musik- og litteraturkritikere, hvis du skulle spørge fra nogen.
Formen fungerer, Lennon taler til os igen. Og som Ono skriver i sit lille, fine forord: "I en tid, hvor de fleste af os bliver mere og mere optagede af at kommunikere på afstand, er det en god fornemmelse at sende nogle af hans tanker, fastholdt i hans egen håndskrift, afsted til jer og til universet". Jo tak, Yoko. Det er sandelig også en fornøjelse at modtage dem.
Hunter Davies (red.): John Lennons breve. Lindhardt & Ringhof, 392 sider, illustreret. Oversat af Bo Green Jensen.
Bedømmelse: Fem ud af seks stjerner
