Nyhed

Texas hovednavn på Jelling Musikfestival

Det skotske verdensnavn står øverst på plakaten til årets 18. udgave af Jelling Musikfestival

Vanen tro har arrangørerne af Jelling Musikfestival tiltrukket ét enkelt virkeligt hovednavn til at pryde toppen af festivalplakaten. I år er det blevet Texas, der skal udfylde denne rolle, og med sangerinden Sharleen Spiteri i front må det skotske band da også siges at være et absolut verdensnavn.

Texas, der blev dannet i Skotland i 1986, slog igennem i 1989, da bandet fik et gedigent gennembrud med hittet ”I Don`t Want A Lover” fra debutalbummet ”Southside”. Men det var først med det millionsælgende album ”The Hush” fra 1999, at bandet for alvor etablerede sig som et af den internationale popscenes virkeligt store navne. Albummet indeholdt blandt andet velkendte hits som ”In Our Lifetime”, ”Summer Sun” og ”When We Are Together”.

Forklaringen på det lidt særprægede bandnavn skal findes i bandmedlemmernes kollektive beundring af Ry Cooders klassiske soundtrack til Wim Wenders' måske endnu mere klassiske film ”Paris, Texas” fra 1984.


Festivalen løber i år af stablen fra den 25. til den 27. maj, og blandt de mange danske navne, der også er offentliggjort på nuværende tidspunkt, finder man blandt andet D-A-D, Kashmir, Kim Larsen, TV-2, Gnags, Outladish, Lars Lilholt, Michael Falch & Boat Man Love, Magtens Korridorer, Spleen United, The Alpine og Kitty Wu.


Festivalens hjemmeside

ANNONCE