x

Ronny Morris: "Sweet Silence" – sang for sang

Ronny Morris: "Sweet Silence" – sang for sang

Efter i en årrække at have fået brugt sin musik i primært amerikanske film og tv-serier, blandt andre "One Tree Hill", "Brothers and Sisters" and "The Ghost Whisperer", er den danske sanger og sangskriver Ronny Morris nu klar til at udsende sit debutalbum "Sweet Silence". Albummet udkommer i Danmark via Target Distribution mandag d. 21. januar.
 
"Sweet Silence" er produceret af svenske Adam Kviman, der også er kendt for sit arbejde med kunstnere såsom Eagle-Eye Cherry og Jewel. Albummet er endvidere mikset af Steve Thompson, der også kan skrive Guns N' Roses, Korn og David Bowie på sit CV.

Ronny Morris fortæller her om albummet, sang for sang:

I'll Survive
 
Teksten er faktisk en af de første jeg skrev til albummet. Jeg var i London hvor jeg deltog i en charity event med Ronnie Wood fra The Rolling Stones samt folk fra bandet The Small Faces. Vi havde netop indspillet den dag og haft lange snakke om en tsunami der kort forinden havde raseret store dele af Asien. På hotellet flættede jeg hurtigt et par linjer sammen: "It's not cool what I'm looking for", "But the pain rules, but hey there, I survived" en tekst der tog udgangspunkt i "Hvad hvis jeg som den eneste havde overlevet"? Musikken kom først langt senere, og som de fleste sange jeg skriver, blev den sammensat af akkorder på min akustiske guitar.
 
All About Love
 
"All About Love" blev til ud af en akkord-sammensætning der hovedsageligt benyttede sig af åbne akkorder, der gav en næsten blid lounge steming. Musikken dannede den perfekte ramme for en kærlighedssang. Men jeg havde ikke lyst til at skrive den traditionelle "Jeg elsker dig"-sang. Så teksten tog derfor udgangspunkt i hvordan kærlighed også kan opleves. Som en ting der berører os alle en gang imellem, og som til tider også er fraværende, men som et skakspil, spiller vi spillet, et spil som de fleste af os spiller til livets ende. Musikken blev derfor også til som en stor vifte af lyd. Et univers blev skabt ved brug af den gamle mellotron, og der blev flittigt brugt effekter som en gammel Leslie-forstærker, der gjore vokalen mere intim og nærværende.
 
Still
 
Var fatisk et nummer der længe snurrede i mit hoved. Sammensat af få akkorder kom teksten til at tage udgangspunkt i begrebet af at føle sig udenfor, en følelse af at leve i en boble, hvor livet uden for vores rækkevidde synes at forsætte sin daglige gang. Med de første strofer som "Life grows out there" og "I could have known sooner, but I keep it in the end" var tonen lagt an. At livets valg kan synes svære, men at vi til tider selv stikker af i selvfornægtelsen. Musikken blev derfor også nøje valgt da vi indspillede de første dage. Musikken skulle vokse på én, så teksten fik sin plads, og det smertelige udtryk blev nok bedst forvaltet af Shayna Steele, en amerikansk sangerinde der forinden i mange år havde arbejdet på Broadway med artister som Moby med flere. Det var i virkeligheden hende og de fantastiske strygere vi indspillede i Prag der gjorde at nummeret for mig blev helstøbt.
 
Windows
 

"Windows" blev til fra et par få akkorder på min gamle Wurlitzer. Jeg skrev en hel del musikstykker i denne tid, og på en eller anden måde syntes disse akkorder bare at hænge sammen. Min gode ven Thomas Albjerg, der ikke på nogen måde er den store pianist, kom af og til forbi, og han var eminent til at skabe små vidunderlige melodier på klaveret, som i bund og grund lagde bunden for nummeret. Teksten blev skrevet ud af afmagt som tilskuer til en verden der synes at have mistet sine drømme og idaler om et bedre sted.

Med tekststykker som "Trying to ignite the feeling, as I am looking at the wounds not healing" og "Looking at a world stopped dreaming, fire in the sky with no meaning",  syntes teksten at skabe sit eget billede. Min største opgave var bare at udfylde resten med respekt for den originale tanke. Musiken blev i stor grad til ved brug af Thomas' smukke melodiske stykker, og da det kom til indspilningen af strygerne var det naturligt at disse skulle spille deres helt egen rolle i nummeret.

Tommy Hanson der tidligere havde arbejdet med folk som Babyface og Celine Dion skrev stykket til strygerne, et stykke jeg først syntes var for filmagtigt. Men med tiden må jeg sige at jeg har lært at holde af dem og er i dag glad for at vi beholdt dem i sin originale form.
 
Sweet Silence
 

Var faktisk et af de numre der kom lidt til som et tilfælde. Vi var alle trætte efter et par lange dage i studiet, og alle havde derfor forskastet sig i hvert deres rum. I det ene rum sad produceren Adam Kviman og spillede et par smukke akkorder på det store flygel. I det andet rum sad jeg og arbejdede på samples til brug på et andet nummer. Jeg hørte inde fra det store indspilningsrum akkorderne som Adam arbejdede på, og det viste sig faktisk at være akkorderne fra et andet nummer jeg har skrevet, bare spillet i langsom udgave, men stemningen var særdeles anderledes.

Jeg greb hurtigt guitaren, og en jam begyndte imellem Adam, mig og guitaristen Tobias Meyer der havde været med i de første indspilninger. Musikken udviklede sig hurtigt til et næsten Pink Floyd-agtigt stykke og satte derfor også rammerne for de samples vi brugte samt de dystre stemmer der blev lagt i baggrunden. Det var længe usikkert, om nummeret skulle med på
albummet, men vi endte med at stemme for, da det syntes som en dejlig helhed, at et instrumentalnummer også gav plads til frisk luft.
 
Purge
 
Et nummer der blev til en vinteraften hvor jeg netop havde set "Twin Peaks". Jeg lejede med akkorderne til tv-serien og skrev faktisk ret hurtigt en tekst med Agent Cooper i tankerne. Jeg slap fantasien løs og lod mig rive med at det fantastiske univers. Derfor blev musikken også en slags legende David Lynch-univers hvor guitaren med sin egen twang næsten lød som Chris Isaak. Jeg følte ikke, nummeret havde brug for et stærkt omkvæd som man normalt gør det når man skriver en popsang. Jeg prøvede et par gange, men hver gang jeg forlod universet syntes det som om, at nummeret faldt fra hinanden, hvorfor jeg skrev et stykke der bragte nummeret et klimaks, hvor slide-guitar og kor med Shayna Steele næsten tog mig tilbage til artister som Bruce Springsteen og Gerry Rafferty ved simpelthen at lade musikken tale for sig selv.
 
Hey
 
Jeg havde længe spillet de samme to akkorder igen og igen. De synes følsomme, nogen vil næsten sige omsorgsfulde. Derfor var det vigtigt at teksten komplimenterede dette univers. Da "Hey! So this is how we kill things?" kom, var det som om at Pandoras æske åbnede sig. Teksten tog hurtigt form, og en sang om hvordan vi i virkeligheden næsten maler vores egen virkelighed, som en pensel på et bart lærred, var skabt. Der syntes at være en masse frustration gemt i teksen, men omkvædet skulle ikke nødvendigvis skælde ud, hvorfor at jeg valgte at række ud til folk via "Im reaching out, don't you understand me? I'm reaching out to whatever's good in you, dont you recognise me? Musikken blev derfor også skabt ud fra samme unvivers. Brugen af pedal steel-guitar syntes som et uundgåeligt instrument der sammen med mit gamle Fender Rhodes lagde sig som en blød varm dyne om den kolde krop.
 
Lilly
 
"This will keep your away from drowning, this will keep you away from wanting though it's never quite the same", lagde rammerne for en tekst der i høj grad handler om folks stigende indtagelse af medicin og euforiserende stoffer for at genskabe følelsen af glæde i deres liv. Derfra udvilkede teksten sig som en film for mine øjne, om en teenager der skrider fra hjemmet i håb om at leve, et liv der oftetst er fuld af fælder og modgang som hurtigt synes ude af kontrol. Dealeren der lokker med ordne "If it's sets you free, it's alright". Musikken blev derfor også til en blanding af westcoast rock med brede tunge flader hvor trommerne lægger pulsen til nummeret, som hjertet der banker i ens bryst når man enten er bange eller forelsket.
 
Built To Last
 
Er i høj grad et nummer der blev til som det lyder. Med brug af guitar og Wurlitzer. Jeg var i ELO-mode og havde lyst til at skrive en straight forward sang, der havde simple, men stærke virkemidler. Derfor valgte vi også at musikken næsten skulle lyde gammeldags da vi indspillede det. I sådanne numre må man gerne gentage sig selv uden fare for at lyde fjollet. Derfor var det også naturligt at gentage første vers som andet vers, som i høj grad handler om at vi skal passe på os selv og den verden vi alle er født ind i. Med tekst som "We are built to last, but we are living in a world made from glass", var rammen sat, og det var bare at skrive det færdigt inden teksten var glemt.
 
Lost My Way
 
Et nummer der syntes som et frisk pust. Et nummer hvor akkorder bare fik lov til at understøtte teksten, der i stor grad udtrykker modløshed med fare for at fare vild. Akorderne syntes egentlig ikke særlig originale, men de passede
som hånd i en handske og derfor holdt jeg ved dem. Udtrykket var klart. Her skulle elementer som brug af næsten Oasis-agtig guitar i brug hvilket også resulterede i en af de få guitarsoloer på albummet. Det er et straigt forward rocknummer som synes at fungere fantastisk via ganske få elementer.
 
Every Time it Get's Real

 
Er et nummer der igen blev til i samarbejde med Thomas Albjerg. Thomas havde skrevet et fantastisk melodisk melodistykke, der bare syntes at hænge i mit hoved. Det var dog svært og tog lang tid før jeg fik skrevet en tekst til nummeret. Hans melodi havde næsten holdt mig fast, og jeg følte at nummeret faldt fra hinanden hver gang jeg prøvede at trække det i en anden retning. Derfor forslog jeg ham at vi blev i de samme akkorder i verset, men at han spillede dem med et andet udtryk. Det vendte hele nummeret, og pludseligt havde vi et vers der syntes at give plads til personligt nærværende univers, der ikke brød med den allerede fantastiske stemning.

Musikken stillede derfor også store krav til tekstuniverset, men med ord som "Every time you see it, Every time you feel it, Every time it gets real" syntes jeg vi havde et skrøbeligt univers der bød ind til musikken. I selve indpilningen brugte vi derfor også god tid til at vælge. Men blandingen af diverse næsten U2-agtige-plugged guitarstykker og varmen fra Kim Menzers fløjte synes at gå hånd i hånd både mellotron og sylofon.
 
So Young
 
"So Young" er en kærlighedserklæring til kvinderne i mit liv, der har lært mig at turde trodse elementernes rasen, og at bare fordi mange tror det på det samme betyder det ikke at det er rigtigt.

Som en næsten vuggende sømandsvise lagde akkorderne sig næsten op som et nummer skrevet af Lennon. I lang tid hørte jeg faktisk Lennon synge sangen, og jeg var derfor nok også i Beatles-mode, da jeg skrev strygerne til nummeret. Strygerne blev næsten en klassisk vals der bød op til dans på selveste "Titanic" alt imens vandet skyllede ind over dækket. "So Young" handler om stor grad om at livet er nu og at det skal leves med alle dets nuancer, i medgang og modgang.
 
"Sweet Silence" udkommer som sagt i dag mandag d. 21. januar på Target Distribution. Du kan se en YouTube-video om tilblivelsen af albummet her.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA