x

Patti Smith til Danmark

Patti Smith til Danmark

Efter den udsolgte og anmelderroste koncert i Vega i september sidste år vender den amerikanske singer-songwriter, poet og kunstner Patti Smith tilbage til København og giver denne gang koncert i Falconer Salen 15. juli.
 
Patti Smith udgav debutalbummet "Horses" i 1975. Kombinationen af heftig rock, poetiske tekster og spoken word-passager havde stor indflydelse på den opblomstrende punkrock-bølge, der opstod i slutningen af 1970'erne, og Patti Smith går derfor også under navnet "godmother of punk", selvom hun er mere litterært orienteret end mange af punkscenens ikoner.
 
Smith er nok bedst kendt for nummeret "Because the Night" fra albummet "Easter", som hun fik foræret af Bruce Springsteen i 1978 og selv skrev videre på. I alt har hun udgivet 11 studiealbum, skrevet bøger, herunder den meget roste og National Book Award-vindende selvbiografi "Just Kids" (2010), lavet kunst og meget andet, der både har givet hende en ikonisk status og indbragte hende en plads i "Rock 'n' Roll Hall of Fame" i 2007.
 
Patti Smith har begejstret danskerne adskillige gange, ikke mindst da hun åbnede Orange Scene på Roskilde Festival i 2010 med en bevægende ceremoni for at mindes 10-året for den tragiske ulykke i 2000 og senere gav en regulær koncert.
 
I 2012 udgav Patti Smith sit seneste album "Banga", som hun som nævnt fulgte op med en koncert i Store Vega. Her uddelte GAFFAs anmelder Espen Strunk fem stjerner og konkluderede: "Og når visionen bliver formidlet med så stor overbevisning, indlevelse og poetisk kraft som i aften... så giver rock'n'roll i den grad mening. Stadig."

Til koncerten i Falconer den 15. juli kan man forvente, at Patti Smith leverer materiale fra hele karrieren.

Billetsalget begynder mandag den 28. januar klokken 10 via GAFFA Live.
 
 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA