Nyhed

Prince udgiver ny sang

Ikonet har offentliggjort et nyt nummer og har åbnet en ny hjemmeside

Prince har netop offentliggjort en ny sang, "Screwdriver" på sin nyåbnede hjemmeside, 20pr1nc3.com. Her kan man høre sangen og se sangteksten i en såkaldt "lyric video".

Hjemmesiden er ellers ganske informationsfattig. Foruden den nye sang indeholder den kun to andre videoer. Dels en kort video med titlen "Prince at Montreux", hvilket formodentlig er en annoncering af en kommende film eller live-dvd med optagelser fra Princes to koncerter på Montreux Jazz Festival 2009. Dels en sang med sangerinden, sangskriveren og guitarist Andy Allo, en ung kunstner, som spiller med i Princes band New Power Generation, og som netop har udgivet albummet "Superconductor", der blandt andet indeholder tre sange skrevet sammen med Prince.

Prince debuterede i 1978 med albummet "For You" og har i alt udgivet 25 studiealbum, senest "20Ten" i, ja, 2010. Hans seneste Danmarksbesøg var i august 2011, hvor han gav to koncerter på 10-Øren på Amager. Den anden koncert fik fem stjerner af GAFFAs anmelder Per Bloch Andersen under overskriften "Igennem skærsilden direkte i musikhimlen".


Med titlen "20pr1nc3" på Princes nye hjemmeside må man formode at høre meget mere fra ham i 2013.

Hør Princes nye sang her.

 


ANNONCE