x

Kasper Eistrup fylder 40

Kasper Eistrup fylder 40

I dag fylder Kasper Eistrup, sanger, sangskriver og guitarist i Kashmir, 40 år. I den forbindelse har vi samlet GAFFAs bedste Eistrup- og Kashmir-fotos helt tilbage fra begyndelsen i 1993, og du kan se dem alle i GAFFAs gallerisektion.

Kasper Eistrup er vokset op i Hellerup og Holte og fik for alvor smag for at spille musik, da han var elev på Kastanjevejens Efterskole på Frederiksberg i 1989. Her dannede han et band – der fik navnet Nirvana – og fortsatte med at spille på skolen efter at have afsluttet 10. klasse året efter. Et lidt udskiftninger i gruppen bestod den af Eistrup, trommeslageren Asger Techau og bassisten Mads Tunebjerg, og de blev i 1991 enige om at skifte navn til Kashmir, opkaldt efter en sang med Led Zeppelin.

Gruppen gav adskillige koncerter de næste par år, og i 1993 blev de nummer 2 ved DM i Rock, kun slået af Dizzy Mizz Lizzy. Kort tid efter skrev de kontrakt med pladeselskabet Start, en del af multinationale Sony Musics danske afdeling, og i februar 1994 udgav de debutalbummet "Travelogue", som straks blev en stor succes, både anmelder- og salgsmæssigt. Musikken var inspireret af grunge, hård rock og funk, tilsat humoristiske tekster.

I 1996 udgav Kashmir deres andet album, "Cruzential", som fortsatte stilen fra debuten. I 1999 udsendte de deres tredje album, det mere alvorlige og eftertænksomme "The Good Life", som blev en massiv anmelder- og publikumssucces og blandt andet gav dem seks danske Grammyer og seks GAFFA-Priser.

I 2000 optog gruppen deres live-keyboardspiller og -guitarist Henrik Lindstrand som fast medlem. I 2003 udsendte bandet albummet "Zitilites", der blev endnu en stor succes, og den blev i 2005 fulgt op af den ligeledes populære "No Balance Palace", der havde gæsteoptrædener af så prominente navne som David Bowie og Lou Reed. I 2010 udgav Kashmir så deres sjette og hidtil seneste album, "Trespassers", der endnu engang blev godt modtaget og blandt andet fik fem GAFFA-Priser.

I foråret 2013 udgiver Kashmir et nyt album, der bliver indvarslet af en single 28. januar.

Kasper Eistrup har sideløbende med Kashmir arbejdet som billedkunstner og har blandt andet været dybt engageret i alle Kashmirs pladeomslag. Han har desuden skrevet den dansksprogede sang "I Stjerners Sted" til Peter Bellis 1997-album "Talisman" og har arbejdet som producer på Kitty Wus debutalbum "Privacy" fra 2001.

Hør Kashmir-opsamlingen "Katalogue" på Spotify og WiMP.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA