x

Yoko Ono fejrer 80 års fødselsdag med Berlin-koncert

Yoko Ono fejrer 80 års fødselsdag med Berlin-koncert

Kunstneren og sangerinden Yoko Ono fylder 80 år 18. februar, og det fejrer hun ved at give koncert med sit Plastic Ono Band på Berlins Volksbühne søndag den 17. februar, skriver NME.

Plastic Ono Band udgav i perioden 1969-75 en række plader, heriblandt tre med Onos mand John Lennon og spillede med ham live. Bandet var en supergruppe bestående af blandt andre Eric Clapton og billedkunstneren Klaus Voormann. Ved koncerter fra og med gendannelsen i 2009 har Plastic Ono Band dog bestået af en række yngre musikere under ledelse af Onos og John Lennons søn Sean Ono Lennon.

Yoko Ono er i øvrigt aktuel til sommer på kunstmuseet Louisiana i Humlebæk, der fra den 1. juni-15. september viser en stor retrospektiv udstilling af hendes værker. I 2013 bliver alle hendes album fra perioden 1968-1985 i øvrigt genudgivet, ligesom hun i år skal kuratere Meltdown-festivalen i London.

Yoko Onos seneste musikalske værk er albummet "YokoKimThurston" fra 2012 indspillet i samarbejde med Sonic Youth-medlemmerne Kim Gordon og Thurston Moore.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA