x

Primavera-festivalen offentliggør imponerende program

Primavera-festivalen offentliggør imponerende program

Det er ikke første gang, at Barcelona-festivalen Primavera Sound kan prale af talrige navne, der alle kunne have gået som hovednavne på de fleste andre festivaler. Hvor mange andre festivaler sætter navne som The Breeders, Swans, Dinosaur Jr., Deerhunter, Hot Chip, Crystal Castles og Dead Can Dance med småt på plakaten?

Det var under en live pressekonference, at det fulde program blev annonceret, og tidligere offentliggjorte Blur fik godt selskab, for at sige det mildt. Med store bogstaver på plakaten finder vi The Jesus & Mary Chain, My Bloody Valentine, Nick Cave & The Bad Seeds, Phoenix og et meget velkomment comeback fra Ben Gibbards (Death Cab For Cutie) og Jimmy Tamborellos' (Dntel) fælles projekt The Postal Service.

Lidt længere nede på plakaten, men ikke ligefrem i småtingsafdelingen, finder vi Animal Collective (billedet), Grizzly Bear, Tame Impala, The Knife, James Blake, Fiona Apple, Wu-Tang Clan og Band Of Horses.

De fleste mennesker med et musikhjerte, der pumper bare lidt, begynder at savle en kende ved synet af Primaveras plakat. Se navnene på alle de optrædende her.

Primavera Sound 2013 finder sted i Barcelona fra 22. til 26. maj. Billetter kan købes her. Som i 2012 bliver der også afholdt en mindre udgave af Primavera Sound i Porto i Portugal – kunstnerne på denne festival bliver annonceret 5. februar.



Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA