Nyhed

Justin Timberlake afslører udgivelsesdato

Comebackalbummet "The 20/20 Experience" har nu fået fastsat en releasedato

Justin Timberlake udgav for knap to uger siden en ny single med titlen "Suit & Tie" med gæsteoptræden af Jay-Z, og ved samme lejlighed afslørede han et nyt musikalsk projekt betitlet "The 20/20 Experience". Timberlake brugte ikke ordet album, men man måtte formode, at det var det, han talte om, og det blev også bekræftet af hans pladeselskab RCA. Musikken er indspillet siden juni 2012, og Timberlake fortælller, at den både er inspireret af de kunstnere, han lyttede til som barn og ung og af "nogle nye muser, jeg har opdaget undervejs".

Justin Timberlake er nu klar med musikvideoen til "Suit & Tie", og her afslører han meget diskret det nye albums udgivelsesdato. I et splitsekund ser man i bogstaveligste forstand skriften på væggen, og her står datoen 19. marts. Det er en tirsdag, som er pladers normale udgivelsesdag i USA, så man må formode, at albummet udkommer dagen før i Europa, altså mandag 18. marts.

Det nye album bliver Timberlakes tredje soloalbum og hans første siden "FutureSex/LoveSounds" fra 2006.


Justin Timberlake brød igennem i slutningen af 90'erne som sanger i boybandet *NSync og udgav i 2002 det storhittende soloalbum "Justified". Han har i de senere år også arbejdet som skuespiller, blandt andet i filmen "The Social Network".

Se hele videoen til "Suit & Tie" her eller hop direkte til datoen her - men hold godt øje!

 


ANNONCE