x

Den grimmeste mand i byen fylder halvrundt

Den grimmeste mand i byen fylder halvrundt

I dag er det 75 år siden, at en af Danmarks absolutte musik-spidser kom til verden. Povl Dissing fylder halvrundt, og det bør markeres. Han er med årene blevet et slags udsagnsord i den danske musikverden. En mageløs fortolker i mange forskellige konstellationer, men altid med noget at komme med. Altid med noget at byde på.

Alle kender jo samarbejdet med Benny Andersen, der efterhånden har stået på i mere end 40 år. To kulturpersonligheder af rang. Andersen som forfatter og komponist til "Svantes Viser" og så Dissing som fortolkeren. Samarbejdet med Benny Andersen har gjort, at Dissing er blevet folkekær. Det var han ikke før. Der var det faktisk lige modsat, og mange anså ham som en provokerende protestsanger i 1960'erne. Når han svedende optrådte med for eksempel "Gi' mig en hest, mor", var der øretæver i luften. Dissing var noget, man ikke havde set før, men folk troede, han gjorde grin med de gamle sange, som han spillede som bluesnumre.

Povl Dissing lærte Thøger Olesen at kende i Tivolis legendariske Vise Vers Huset, og Olesen oversatte nogle digte af den amerikanske poet, Shel Silverstein. Her taler vi altså om sange som "Den grimmeste mand i byen" og "25 minutter endnu…". Sange der her mere end 40 år efter stadig har en enorm berettigelse. I 1969 begik Dissing så en decideret genistreg (det vidste han naturligvis ikke på daværende tidspunkt), da han medvirkede på "Nøgne øjne", som vel nok er et af de bedste albums nogensinde i dansk musik.

Det var her, Dissing indledte samarbejde med Beefeaters, som både medvirkede på "Nøgne øjne" og fortolkningerne af Thøger Olesens oversættelser. Teksterne til sangene på albummet var skrevet af nu afdøde tekst-troldmand Laus Bengtsson, som mindede en smule om Mogens Mogensen, der nogle år senere viste sit værd på mange Gasolin'-sange.

Dagens fødselar turnerer stadig en del, og hans liveoptrædener er noget af det mest ægte, der findes. Følsomhed, inderlighed og magien går hånd i hånd, når han med hatten i hånden guider publikum igennem koncerterne. For få år siden indspillede Dissing nogle af de smertefulde sange, der havde fulgt ham siden 1960'erne, hvor han fik hul igennem som folkesanger, og han tog på turné med et stort band.

Et band der blandt tæller begge hans sønner, og turneen med de gamle smertefulde sange gik så godt, at de sidste år lavede en ny turné. Denne gang med udgangspunkt i blandt andet sangene fra Beefeaters-tiden og selvfølgelig Shel Silverstein. Koncerterne var ren tour de force. En livsbekræftende oplevelse af de helt store, og heldigvis blev disse koncerter optaget og udkommer til foråret som livealbum.

Povl Dissing har også søgt tilbage til rødderne sine Louis Armstrong-fortolkninger. Hans første idol var Armstrong, og Dissing tog så modet til sig for nogle få år siden og indvilligede i at spille nogle koncerter med fortolkningerne af Armstrong. Det var noget andet for den danske trubadur, for sangene var jo på engelsk, så Povl Dissing gik til det med en ærefrygt. Men det gik strygende, og indimellem er konstellationen "Dissing sings Armstrong" på landevejene.

Han bryder sig ikke om at blive kaldt en legende, men det kan vi altså ikke komme uden om. En mand, der har været med til at definere dansk musik i en menneskealder med nogle af de største fortolkninger.

Paulus, du ønskes et stort tillykke med dagen. Må du fortsætte i mange år endnu.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA