Nyhed

Se The Knifes nye video

Du kan nu se videoen til elektroduoens nye single "Full of Fire"

Som vi skrev forleden, udgiver den svenske elektroduo The Knife, der består af søskendeparret Karin Dreijer Andersson og Olof Dreijer, en ny single i dag.

Nummeret er 9 minutter og 16 sekunder langt, og det bærer titlen "Full Of Fire". Det er første smagsprøve på albummet "Shaking The Habitual", der udkommer den 5. april i år.

The Knife er samtidig aktuelle med en 9 minutter og 54 sekunder lang musikvideo til sangen. Eller rettere sagt en kortfilm, instrueret af filmskaberen og billedkunstneren Marit Östberg. Östberg beskæftiger sig ofte med feministiske spørgsmål og siger dette om videoen:


"Filmen "Full of Fire" begyndte at vokse som et foster under sanglinjerne "Who looks after my story?". Hvem tager sig af vores historier, når den store historie, som er skrevet af heteroseksuelle, hvide mænd, udsletter kompleksiteten af menneskers liv, begær og forhold? Filmen "Full of Fire" består af et netværk af skæbner, frygt, krav, længsler, tab og løfter. Skæbner, som først synes isolerede fra hinanden, men hvis vi er opmærksomme, kan vi se, at alt bevæger sig ind mod hinanden. Vores liv er forbundne, og vores blik på hinanden, vores lyde og lugte, betyder noget. Vores handlinger skaber virkelighed, vi skaber hinanden. Vi er aldrig ansigtsløse, selv ikke i de mest grå og anonyme gader i byen. Vi vil aldrig stoppe med at være ansvarlige, være forlængelser af hinanden. Vi vil aldrig stoppe med at længes efter hinanden, og efter noget andet."

"Shaking The Habitual" er The Knifes første reelle album siden udgivelsen af "Silent Shout" fra 2006. I mellemtiden har gruppen blandt andet udgivet soundtracket til operaforstillingen "Tomorrow, In A Year".

Hvordan musikken fra gruppens kommende album lyder, kan du blandt andet høre, når The Knife er aktuelle med flere koncerter hen over foråret. De er blandt andet blevet booket til årets NorthSide Festival om fredagen den 14. juni, ligesom de giver to koncerter på Store Vega i København henholdsvis den 12. og 13. maj. Sidstnævnte koncerter er desværre allerede udsolgt, mens der stadig er billetter til NorthSide Festivalen. De kan købes via GAFFA Live.


Se filmen nedenfor:

ANNONCE