Nyhed

Panamah udgiver ny single

Den populære elektropopgruppe er klar med ny single, der støtter Danmarksindsamlingen

Elektropoptrioen Panamah er klar med opfølgeren til et af 2012's store danske hits. Bandet følger deres hitsingle "DJ Blues" op med nummeret "Børn Af Natten", der udkommer den 4. februar. Sangen er samtidig en støtte til Danmarksindsamlingen, som afholdes på DR1 og TV2 fredag den 8. februar. Alt overskud fra salget på iTunes de to første dage går ubeskåret til indsamlingens gode formål.

Hvor "DJ Blues" fortalte historien om en pige, der tog en vis afstand fra nattelivet, så fortæller "Børn Af Natten" historien om dem, der lever i og for nattelivet – på godt og ondt, udtaler bandet.
 
"Den handler om at være opslugt af nattelivet og ikke have noget alternativ til det eller kunne finde en udvej fra det [...]. Nattelivet bliver nemt sådan et sted, hvor man ligger og varmer sig, indtil man en eller anden dag bliver skubbet ud i den rigtige verden", fortæller bandet om sangen.

"Børn Af Natten" får livepremiere på P3 på udgivelsesdagen mandag den 4. februar, hvor bandet tager på besøg i studiet i Alborg for at spille nummeret akustisk, også i forbindelse med Danmarksindsamlingen.

Panamah består af dj'en og produceren Anders Christensen, guitaristen Peter Lützen samt sangerinden Amalie Stender. Gruppen debuterede i 2011 med albummet "Ud Af Stilhed", hvorfra sangene "Et Sted At Stå" og "Ikke For Sent" blev pæne hits, og sidstnævnte blev P3's Uundgåelige. I 2012 udgav de en ny single, "DJ Blues", der som nævnt blev et stort hit og har ligget #2 på airplaycharten og #1 på både iTunes og TDC Play. Nummeret har desuden opnået en guldplade for både streaming og salg og er ifølge gruppens pladeselskab Tigerspring godt på vej til platin.

Bandet er for tiden i studiet og arbejder på nyt materiale til et kommende album, der udkommer senere i år.
 
Panamah spiller udvalgte livejobs de kommende måneder og spiller desuden festivaler sommeren over. Se løbende nye datoer på Facebook.


ANNONCE