x

Pop Revo klar med flere navne

Pop Revo klar med flere navne

Den aarhusianske festival Pop Revo, der præsenterer pop af den mere alternative slags, finder sted på VoxHall og Atlas 9.-11. maj. Festivalen har netop offentliggjort to nye navne til årets festival: Amerikanske How To Dress Well og engelske Veronica Falls.

How To Dress Well er et alias for amerikanske Tom Krell (billedet), der i 2010 debuterede med albummet "Love Remains", der præsenterede en usædvanlig æterisk og lo-fi vinkel på r&b-genren. Sidste år fulgte How to Dress Well debuten op med den mere velproducerede "Total Loss", der fik fornemme anmeldelser, blandt andet 8,7 point ud af 10 hos Pitchfork og fem ud af seks stjerner af GAFFAs Rune Schlosser, der blandt andet skrev:

"Knugende intens opfølger af neo-r&b-kunstner Tom Krell, der tilfører puste- og refleksionsrum efter tabets klaustrofobiske jerngreb."

Se en musikvideo til sangen "Cold Nights" her.

London-gruppen Veronica Falls blander sødmefuld indiepop med støjrock med Roxanne Cliffords ungdommelige røst i front. Gruppen debuterede i 2011 med et selvbetitlet album, som 4. februar bliver fulgt op af "Waiting for Something to Happen". Begge album udkommer på det velanskrevne engelske selskab Bella Union (Beach House, The Walkmen, Flaming Lips, The Kissaway Trail etc.).

Se en musikvideo til sangen "Teenage" her.

Listen af offentliggjorte navne til Pop Revo 2013 er nu: How To Dress Well (US), Veronica Falls (UK), Woods (US), R. Stevie Moore (US), Forest Swords (UK) og The Clientele (UK).

Billetter kan købes via GAFFA Live.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA