x

Freja Loeb udsender ep

Freja Loeb udsender ep

Sangerinden og sangskriveren Freja Loeb udgav i november 2011 det anmelderroste debutalbum "Odyssey", og nu er hun klar med ep'en "W.O.M.D.", der udkommer i dag 4. februar.

Freja siger selv om de fire nye sange:
"Stilen er mere rå og enkel end på 'Odyssey'. Det er up-tempo numre med referencer til både nyt og gammelt. Det har en tone af punkede og skæve elementer, men prøver stadig at indrage den gode og poppede melodi."

"W.O.M.D." har været en slags dogme-projekt for Freja, der havde fire dage i studiet til de fire sange og et princip om, at sangene skulle indspilles i et "take", altså i ét hug med alle instrumenter på én gang. Det har tvunget hende til at slippe kontrollen, hvilket hun har nydt:

"Det har, for mig, været en øvelse i at lade musikken leve sit eget liv og slippe perfektionismen og kontrollen, der til tider kan dræbe det skæve og interessante," fortæller hun.

Freja Loeb har indspillet sangene i selskab med Jens Benz (PowerSolo, Iceage, Emma Acs og mange flere). En ny samarbejdspartner i forhold til debuten, der var produceret i samarbejde med Lasse Lyngbo (Diefenbach, Brother Grimm med flere).

GAFFAs anmelder Signe Bønsvig Wehding var begejstret for albummet "Odyssey", som hun tildelte fem stjerner med konklusionen: "Odyssey er noget nær popperfektion."

"W.O.M.D." indeholder følgende sange:
1. W.O.M.D.
2. I've Lost You But I Never Had You
3. New Religion
4. Waterfall



Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA