x

Roskilde Festival offentliggør urban-navne

Roskilde Festival offentliggør urban-navne

Roskilde Festival har netop offentliggjort yderligere tre navne til årets festival, og i dag befinder de sig i urban-afdelingen, fra tre forskellige verdensdele. Nemlig Frankrig, Zimbabwe og Puerto Rico.

Tego Calderón (Portugal, billedet) er en reggaeton-kunstner, som kommer til Roskilde Festival på sin første skandinaviske turné nogensinde – og det er første gang i seks år, at han er i Europa. Reggaeton er en krydsning af spansksproget rap, salsa, dancehall og andre tropiske elementer, og genren har sit udspring i Puerto Ricos fattigste kvarterer. Tego Calderón er en af de kunstnere, der har fået musikgenren til at vokse sig stor både i og uden for slummen.

Chinese Man (Frankrig) er et dj-kollektiv, der med deres pladespillere skaber et mashup af funk, house, jazz, reggae og hiphop. Det franske kollektiv har en forkærlighed for obskure samples og nostalgi og medbringer visuals og vokalister.

Mokoomba (Zimbabwe) er et orkester, som med deres egen tonga-minoritets sprog og rytmer som udgangspunkt blander funk, pop og latin-rytmer tilsat messingblæsere og en karismatisk forsanger i Mathias Muzaza.

Roskilde Festival 2013 løber af stablen den 29. juni-7. juli med navne som Animal Collective, Queens of the Stone Age, Rihanna, Slipknot, Sigur Rós og Volbeat, og billetsalget er i fuld gang via GAFFA Live.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA