x

Maria Timm er klar med toer

Maria Timm er klar med toer

Den aarhusianske sangerinde og sangskriver Maria Timm er lige på trapperne med sit længe ventede andet album, opfølgeren til den fire år gamle debut "The Plan". Albummet får titlen "I Come Undone" og udkommer 11. marts.

I 2007 startede Maria Timm – efter nogle år som bassist og korsanger i The Broken Beats og Marybell Katastrophy – et band under eget navn, og i oktober 2008 blev førstesinglen "Dirty Place" Ugens Uundgåelige på P3, og hun blev ligeledes nomineret til "Årets Talent" ved P3 Guld. Debutalbummet "The Plan" blev udgivet i 2009 og fik gode anmeldelser med på vejen. Blandt andet fire stjerner af GAFFAs anmelder under overskriften "Marybell Katastrophy-bassist springer ud som intelligent poptøs". Singlen "To The Top Up Up" blev også et pænt radiohit.

På trods af debutalbummets succes har Maria de sidste to-tre år hovedsageligt spillet andres musik som hyret bassist, korsanger og/eller guitarist. Ved siden af dette indspillede hun sange og troede derfor, at hun var i gang med sit næste album, men inden sangene blev rigtigt klar, stod Maria Timm pludselig uden penge, manager, booker og pladeselskab. Derfor besluttede hun at skrotte de nye sange og starte på en frisk.
 
"Det var aldrig min plan, at der skulle gå så lang tid, inden jeg var klar med et nyt album, men vejen er kringlet, uforudsigelig og fuld af forhindringer, både de indre og de ydre. Derfor er det en stor forløsning for mig endelig at stå her, bare stå her, lige et øjeblik og dvæle ved tanken om, at jeg gjorde det."
 
Resultatet ifølge Maria Timms nye pladeselskab Target blevet et alvorligt og personligt, men også opfindsomt og energisk album. Maria Timm fortæller selv:
 
"Overordnet handler mit nye album om en svær periode i mit liv, hvor jeg tog nogle dårlige valg, og min egen selvopfattelse blev fordrejet. Jeg endte med at hade mig selv og mente, jeg var et dårligt menneske. Med tiden og igennem sangskrivningen fik jeg øje på, at jeg kun er et menneske, og alle fejler nu og da og sårer andre og sig selv. Det har været lidt af en renselsesproces, og jeg står nu på den anden side og føler mig forløst."
 
Maria Timm giver to koncerter i forbindelse med udgivelsen:
 
08-03-2013 - Beta, København
09-03-2013 - V58, Aarhus
 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA