Den hypede elektrosoul-kunstner spiller koncert i fuld længde til foråret
MØ, alias sangerinden Karen Marie Ørsted, er på alles læber i øjeblikket, både i Danmark og i udlandet. Således har internationale og førende musikmedier som Pitchfork og NME allerede omtalt den 24-årige unge dansker, ligeså vel som at MØs kommende koncerter i både Los Angeles og London allerede er udsolgt. Og det på trods af, at hun endnu ikke har udgivet sit første officielle album.
Nu får danskerne så endelig en mulighed for at høre MØ slå sig ud i fuld længe på egen hjemmebane.
Tidligere henrykkede MØ publikum til Vegas Udvalgte arrangementet, hvor GAFFAs anmelder Rune Schlosser gav koncerten fem stjerner og blandt andet skrev:
"Mest af alt var det en fornøjelse at se Møs tilstedeværelse på en scene. Ekstremt bevægelig med energiske udfald og en indadvendt seriøsitet. Stærke sager og en ganske fremragende optræden."
Karen Marie Ørsted er dog ikke helt ny på den danske musikscene. Hun har rumsteret flere år i undergrunden, blandt andet som en del af det anarkistiske pige-elektropunkband MOR. Dog tog hendes karrirere for alvor fart med soloprojektet MØ under Spot Festival 2012.
Fakta om koncerten:
Fredag den 10. maj klokken 21.
Lille Vega, Enghavevej 40, 1674 København V.
Forsalg via Vegas hjemmeside, billetnet og posthuset.