DJ Static skyder turné i gang med ny video

DJ Static skyder turné i gang med ny video

I aften tager DJ Static hul på anden del af sin turné oven på sit debutalbum, "Rolig Under Pres", der udkom i august 2012, toppede hitlisten den første uge og i dag har solgt knap 4000 eksemplarer og er blevet streamet over en million gange. I den forbindelse har han udsendt fjerde video fra albummet, denne gang til sangen "Som En Vinder", hvor Static får vokal assistance fra dancehall-stjernen Raske Penge og det unge talent Danni Toma.

DJ Static er kendt for at være dj og producer for en lang række danske navne, tidligere mangeårig hus-dj for MC's Fight Night, tredobbelt danmarksmester og en enkelt gang europamester i mix. Nu tager talentet rundt i hele landet og spiller koncerter med udgangspunkt i debutalbummet, som GAFFAs anmelder Maria Therese Seefeldt Stæhr mente, er et album der "bør blive obligatorisk pensum i dansk hiphopundervisning."

På pladen er gæster fra en stor del af genre-paletten, blandt andre Shaka Loveless, Danni Toma, Raske Penge, Orgi-E, Jooks, Tue Track, Peter Sommer, Barbara Moleko, Yepha, Kaka, Wafande, Per Vers, Pede B, Jokeren, Jøden og Negash Ali. 

Da "Rolig Under Pres" udkom i slutningen af august, røg den som nævnt ind på førstepladsen på den officielle danske hitliste. Halvanden måned inden udgivelsen lukkede DJ Static Roskilde Festival fra Arena med over 80 gæster på scenen og 25.000 publikum, der festede til det over to timer lange show.

GAFFAs anmelder gav koncerten fem stjerner og skrev: "det var et imponerende show, Static og hans mange gæster fik leveret. Beats, scratch, bigband og de mange og vidt forskellige gæstesolister gik op i den berømte højere enhed, og den røde tråd lyste klart hele vejen. Hovedpersonen blev hyldet mange gange undervejs af sin hypeman og af de forskellige gæster, og han fik som nævnt også scratchet lidt i løbet af showet, men ellers indtog han en forholdsvis tilbagetrukket, om end sikker rolle som beatleverandør. Det var befriende at opleve i en hiphopverden, hvor selvfedmen ellers hærger som mudder på en Roskilde Festival. Ja, han var sgu rolig under pres – eller i hvert fald god til at lade som om."

Du kan se hele den omfattende koncertplan og købe billetter via GAFFA Live. På turnéen vil DJ Static blandt andre have Temu, Danni Toma, Blacc El, J-Spliff, Jøden og flere andre med.

Tidligere har der været udgivet videoer til tre andre sange fra "Rolig Under Pres": "Chefpikken" feat. Jokeren, "Do It" feat. Blacc El og "Fucker rundt alene" med Peter Sommer på vokal, Shaka Loveless på omkvæd og Tue Track på rap. Og der er flere på vej fra dette album ifølge Statics pladeselskab Playground.

Se videoen til "Som En Vinder":


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA