Nyhed

Veto og The Floor Is Made Of Lava takker rocken

Den to danske bands allierer sig med Royal Beers Tak Rock-kampagne

De to grupper Veto (billedet) og The Floor is Made of Lava har indgået et samarbejde med Royal Beers Tak Rock-kampagne, som blandt andet finder opvarmningsbands blandt Danmarks fremadstormende unge rockbands, rådgiver dem og meget mere.
 
Royal Beer og Tak Rock har tidligere haft samarbejder med Kashmir i 2010, Sort Sol i 2011 og Magtens Korridorer i 2012. I 2013 bliver der skruet op på dobbelt styrke, da der ikke bliver ét, men to bands, som gennem Tak Rock vil give en hjælpende hånd til rocken. Veto og The Floor is Made of Lava skal i det kommende år være med til at sprede budskabet om, hvad der bliver gjort for rockmusikken, og ikke mindst hjælpe mange håbefulde bands med gode råd, opvarmningsjobs på de to gruppers Danmarksturnéer og meget mere.
 
The Floor is Made of Lava er kendt for deres rendyrkede, fandenivoldske og rå rockmusik, mens Veto er den mere elektroniske og måske mere kontrollerede variant af rocken. Begge bands har dog opnået stor kunstnerisk og publikumsmæssig anerkendelse og har i øvrigt begge udgivet tre album, og Veto desuden tre ep'er. Veto og The Floor Is Made Of Lava albumdebuterede i henholdsvis 2006 og 2007. Veto udgav senest ep'en "Point Blank" i januar, mens The Floor is Made of Lavas seneste udgivelse er albummet "Kids & Drunks" fra oktober 2012.
 
Brand Manager for Royal Beer, Morten Wilms siger om samarbejdet: "Vi er meget glade for vores aftale med de to bands og er utrolig spændte på at skulle arbejde sammen Veto og The Floor is Made of Lava. Begge bands er utroligt engagerede og passionerede omkring deres musik, og samtidig har de stor fokus på vækstlaget. Det samme har vi, og derfor er det et perfekt match til Tak Rock-konceptet, som vi forventer os store ting af i 2013. Det er gået frem siden 2010, og det fortsætter."
 
Veto: Vi glæder os
Veto udtaler om projektet og samarbejdet: "Vi har med stor interesse fulgt Tak Rock fra sidelinjen de sidste par år, og er glade for i år at kunne tage del i projektet. Vi har fået at vide, at vi kan give noget videre til vækstlaget. Vi ser det lige så meget den anden vej rundt, og glæder os til at dykke ned i en masse god musik. Vi skal både kuratere scener, finde opvarmning og mødes med bands på vores tour rundt i landet til snak om erfaringer, strategi, gear og alt muligt andet. Der er så meget god musik i Danmark, og det er fedt, at Tak Rock vender kikkerten og støtten mod den mindre etablerede del af scenen."
 
The Floor Is Made Of Lava: Det er vigtigt at give noget tilbage
Også The Floor is Made of Lava glæder sig til samarbejdet og udtaler: "Der er al mulig grund til at støtte op omkring Tak Rock-initiativet, for der bliver netop sat noget handling bag ordene og sloganet Tak Rock – og det er sgu vigtigt at give noget tilbage til rockens undergrund, for uden hjælp var der ingen af de bands, vi kender i dag, der havde klaret den – det gælder også os, og derfor ser vi det som vores pligt at hjælpe vækstlaget."
 
Læs mere om Tak Rock på Royalbeer.tv

ANNONCE