Nyhed

Nordic Music Prize 2013 – og de nominerede er...

GAFFA præsenterer de 12 nominerede til årets Nordic Music Prize

Nordic Music Prize uddeles hvert år til det bedste nordiske album. Prisen er inspireret af den britiske og irske Mercury Prize og blev første gang uddelt i 2010. En bred vifte af musikbranche-folk i hver af de fem nordiske lande har stemt og udvalgt 10 kandidater fra hvert af landene, og vi bringer her en præsentation af de 12 nominerede. Vinderen af prisen bliver afsløret den 14. februar under den norske branchefestival by:Larm, som GAFFA dækker redaktionelt.

 

De nominerede til Nordic Music Prize:


 

Neneh Cherry & The Thing - The Cherry Thing (S) (billedet)

 


Hvem er det?
Sangerinden Neneh Cherry – ja, hende med "7 Seconds" –  i selskab med den akustiske svensk-norsk avantgardejazz-trio The Thing.

 

Hvorfor skal du elske dem?
"The Cherry Thing" er et perfect match. Trioen The Thing er egentlig skabt som hyldest til Nenehs stedfar, Don Cherrys free jazz – navnet er fra en af hans melodier – men sammen med rastløse Neneh Cherrys vanlige nysgerrighed over for snart sagt alle genrer, bliver det til musik, hvor båse er ligegyldige.


 

Stor bedrift?
The Cherry Thing har fået enormt gode anmeldelser i flere markante medier. Her i bladet høstede albummet fem stjerner og Pitchfork belønnede pladen med en bedømmelse på 8.0.

 


Choir Of Young Believers - Rhine Gold (DK)

 

Hvem er det?
Den københavnske septet Choir Of Young Believers med Jannis Noya Makrigiannis i front består af medlemmer fra så prominente danske bands som The William Blakes, Ghost Society, moi Caprice og Chimes & Bells og står bag rigt orkestreret musik, der både er blændende smuk og bredtfavnende med højt til himlen.


 

Hvorfor skal du elske dem?
Deres seneste album, Rhine Gold lefler på ingen måde for de de brede masser. Det er fyldt af langstrakte og komplekse kompositioner med masser af elegante detaljer, men vrimler ikke med iørefaldende omkvæd – og de, der er, kommer ofte noget senere end det minut, som en ofte anvendt hitskabelon foreskriver.

 


Stor bedrift?
Et yderst vellykket andet album i form af "Rhine Gold" og en række anmelderroste koncerter sidste år.

 

First Aid Kit - The Lion's Roar (S)


 

Hvem er det?
De to charmerende svenske søstre Sara og Johanna Klöderberg, der på deres andet album har fået producerhjælp fra Bright Eyes' Mike Mogis.

 


Hvorfor skal du elske dem?
Klara og Johannas overdådige vokalharmonier tager sig frydefuldt smukke ud, instrumenteringen er fornem og fuldendt, og så er \"The Lion's Roar\" slet og ret et oven ud solidt værk, når det kommer til medrivende og iørefaldende sangskrivning, der appellerer til såvel hjerte som hjerne.

 

Stor bedrift?
Søstrene har indspillet med både Mike Mogis og Jack White. Og så har de fået selveste Connor Oberst til at medvirke på \"The Lion's Roar\".
 


Anna von Hausswolff - Ceremony (S)

 

Hvem er det?
Svenske Anna von Hauswolff, er født i Göteborg i 1986 og udgav sidste år sit andet album "Ceremony".


 

Hvorfor skal du elske hende?
Von Hausswolff har en fyldig og sjælfuld vokal, og hun spiller og synger med stor autoritet og bevæger sig sikkert igennem diverse genreantydninger. Sine stder bringer hun endda mindelser om selveste Kate Bush.

 


Stor bedrift?
Har varmet op for stærke navne som Lykke Li, Tindersticks og M. Ward.

 

Kerkko Koskinen Kollektiivi - Kerkko Koskinen Kollektiivi (FI)


 

Hvem er det?
Kerkko Klemetti Kosninen er en finsk musiker, der også var hovedkraft i bandet Ultra Bra, hvor han stod for sangskrivningen og spillede klaver. Og nu er han tilbage med supergruppen Kerkko Koskinen Kollektiivi, hvor også Manna, Paula Vesala og Vuokko Hovatta er med.

 


Hvorfor skal du elske dem?
Gruppen formår at blande elementer fra russiske schlagere, latin og jazz hvorved de skaber et helt unikt udtryk.

 

Stor bedrift?
Kosninen har skrevet musik til flere film og har også haft en sang med i Melodi Grand Prix.


 

Lindstrøm - Smalhans (NO)

 


Hvem er det?
Den norske producer Lindstrøm med fornavnet Hans Peter står bag en blanding af svævende house, psykedelia og krautrock.

 

Hvorfor skal du elske ham?
Lindstrøm har et fornemt flair for stemningsmættede sanguniverser – og så har han begået et instrumentalt space-diskoalbum om traditionel norsk mad.


 

Stor bedrift?
Lidstrøm hat remikset for prominente kunstnere som LCD Soundsystem, Roxy Music, Franz Ferdinand, Glasser og Best Coast.

 


Pää Kii - Pää Kii (FI)

 

Hvem er det?
Finske punks fra det legendariske pladeselskab Stupido.


 

Hvorfor skal du elske dem?
De holder punk-fanen højt og formår at levere uspoleret punkrock af den gamle skole med rå energi og vittige tekster i højsædet.

 


Stor bedrift?
At vise at punk ikke længere nødvendigvis er mainstream med det selvbetitlede debutalbum.

 

Retro Stefson – Retro Stefson (IS)


 

Hvem er det?
Islandsk alternativt popband, der blevet udnævnt til at være et af de mest prominente islandske bands til at komme ud af det 21. århundrede.

Hvorfor skal du elske dem?
Retro Stefsons musik er både tight og eventyrlysten, skæv men dansabel, og catchy selvom der er højt til loftet.

Stor bedrift?
Med deres selvbetitlede andet album, der udkom i 2010, er Retro Stefson også udkommet i andre europæiske lande. Blandt andet Tyskland.

 


Selvhenter - Frk. B. Fricka (DK)

 

Hvem er det?
Danske Selvhenter består af fem unge piger fra København, der bygger deres musikalske univers op med blandt andet violin, trombone, saxofon, to trommesæt og utal af forvrængerpedaler. Bandet er en del af det københavnske musikkollektiv Eget Værelse.


 

Hvorfor skal du elske dem?
Pigerne har selv beskrevet deres forvrængede, uortodokse og ustyrlige lyd som et møde mellem naturkræfter og en kaffemaskine. What's not to like?, spørger vi bare.

 


Stor bedrift?
Udgivelsen af debutalbummet Frk. B. Fricka, der på mesterlig vis blander eksperimenterende rock med improviseret free jazz, punk, støjrock og metal. Og så kan man endda danse til det.

 

Susanne Sundfør - The Silicone Veil (NO)


 

Hvem er det?
Norsk sangerinde og sangskriver, hvis sfæriske univers er blevet sammenlignet med stærke kvindelige kollegaer som Bat For Lashes og Florence + The Machine.

 


Hvorfor skal du elske hende?
Ud over ovenstående kvalitetsstemplende sammenligning trækker Sundfør på både klassisk musik af den mere storladne slags, elektroniske beats og favntag med eftertænksomt legesyge popdyder, og hendes stemningsmættede lydlandskaber er absolut værd at gå på opdagelse i.

 

Stor bedrift?
Albummet \"The Brothel\" var at finde på de norske hitlister i 30 uger og solgte mere end 40.000 eksemplarer.


 

Ásgeir Trausti - Dýrð í dauðaþögn (IS)

 


Hvem er det?
Islandsk solo-sanger, der leverer melodisk folk. Trausti spiller også guitar i bandet The Lovely Lion.

 

Hvorfor skal du elske ham?
Den unge singer-songwriter har taget hjemlandet med storm med debutalbummet, der indeholder melankolske og underspillede sange, der af flere er blevet sammenlignet med Bon Iver. En blanding af det skrøbelige og det formfuldendte.


 

Stor bedrift?
Den unge debutant har fået fat i de Islandske hitlister med singlerne "Sumargstur" og "Leyndarmál".

 


Tønes - Sån Av Salve (NO)

 

Hvem er det?
Den norske sanger, sangskriver og guitarist Frank Tønnesen – bedre kendt som Tønnes har udgivet seks album siden debuten "Rett Te Håves" fra 1996. Senest "Sån Av Salve", for hvilken han er nomineret til en Nordic Music Prize.


 

Hvorfor skal du elske ham?
Han bruger dialekten fra hjembyen Sokndal i mange af sine sange og viser sig som en fremragende historiefortæller i sine tekster.

 


Stor bedrift?
At få tekster om at lave mad og tage på fisketur til at lyde som eksistensdefinerende øjeblikke.

 

 


De danske navne, der har været i spil til årets nominerede:

Ud over Selvhenter og Choir Of Young Believers, der som bekendt kan fundet vej til listen af nominerede var følgende otte danske navne i spil til at blive nominerede til årets pris: Efterklang, Jacob Bellens, Pinkunoizu, Christian Hjelm, Marie Key, Bro / Knak, The New Spring, Klumben

 

Tidligere vindere:
Disse kunstnere har tidligere vundet Nordic Music Prize
2011: Jónsi med albummet "Go"
2012: Goran Kajfes med albummet "X/Y"


ANNONCE