Nyhed

James Blake klar med dansk instrueret video

Du kan nu se videoen til singlen "Retrograde"

Da James Blake gik på scenen til Østdanmarks Indsamling i Roskilde Domkirke i fredags, blev publikum og tv-seere vidne til en verdenspremiere. Den engelske kunstner fremførte nemlig sin nye single "Retrograde", og det var første gang nogensinde, at han spillede den live.

Singlen udkommer i dag mandag den 11. februar og er forløberen til James Blakes nye, andet album "Overgrown", der kommer på gaden 8. april. Blake er også aktuel med en musikvideo til sangen. Videoen er instrueret af danske Martin de Thurah, og du kan se den nedenfor.

Der er noget at leve op til, for James Blake fik både seks stjerner af GAFFA for sit selvbetitlede debutalbum fra 2011 og for sin koncert på Roskilde Festival samme år. GAFFAs anmelder Jesper Buhl beskrev koncerten som "Sublim, poetisk soul mødte tordnende bas og uforligneligt groove".

Minikoncerten i fredags fik fem stjerner af GAFFAs Simon Nathanael, der blandt andet skrev: "På trods af kun fire numre, hvoraf "Retrograde" blev spillet som både intro og outro, formåede Blake at invitere publikum med ind i sit intenst underspillede lydunivers, hvor kirken som kulisse fik ny betydning som fortolkningsrum for det evigt søgende, undersøgende og råt kreative udtryk i hans musik. Fem stjerner gives for denne pragtpræstation, som dog blev for kort til at kunne kaldes en egentlig koncert."


ANNONCE