Nyhed

To Guns N' Roses-sange lækket

"Twat" og "The Blues" cirkulerer nu på nettet

Ifølge websiden AntiMusic.com kan man nu downloade to sange fra den kommende Guns N' Roses-plade. Sangene "Twat" og "The Blues" er blevet gjort tilgængelige på forskellige websider og er med til at holde liv i rygterne om, at den længe ventede plade endelig skulle være på trapperne.

Der er i følge websiden desuden spekulationer om, at sangene "Prostitute" og "The General" vil blive lækket snart, og diskussionerne kører i øjeblikket heftigt blandt fans af bandet om, hvem det mon er, der lækker sangene. En teori går på, at det er Axl Rose selv, der står bag, og at han gør det for at få en fornemmelse af, hvad hans fans synes om sangene.

Denne teori er dog blevet delvist skudt ned, eftersom Guns N' Roses' pladeselskab har udsendt breve til alle radiostationer, der har spillet sangene og fået lukket en række websider, der havde sangene til download.


Ganske som vi er forvænte med, er der ingen officielle meldinger fra Guns-lejren. Så rygter om, at Axl udgiver en plade med helt nye kompositioner i slutningen af marts, som vi tidligere har rapporteret her på GAFFA.dk, får stadig lov til at stå uimodsagte hen.

ANNONCE