x

BliGlad siger farvel – for denne gang

BliGlad siger farvel – for denne gang

Den aarhusianske gruppe BliGlad har valgt at tage på tak-for-nu tur til foråret og takker af for denne gang. Bandet vil dog ikke sige endeligt farvel, men stopper med projektet, mens legen stadig er "forholdsvis god", som de selv siger.

Bandet brød massivt igennem i foråret 2007 med debutalbummet "Kærlighed Til Folket", der blandt andet gav dem en forside på GAFFA og radiohits som "Dans For Satan" og titelnummeret, sidstnævnte med gæstevokal af Peter A.G. Gruppens efterfølgende andet album, "Bare Spil Noget Lårt" fra 2009 blev dog en noget mindre succes – måske tog publikum titlen lidt for bogstaveligt – og trods et forholdsvis velmodtaget tredje album, "Hjem Til Harlev" fra 2012, har BliGlad eget eget udsagn haft svært ved at genfinde inspirationen: "Vi føler, vi er ved at ende som en generisk re-repræsentation af os selv. Det føles klamt og ballemusik-agtigt," udtaler bandets trommeslager Kasper Brinck.

Derfor holder gruppen efter forårsturen en pause på ubestemt tid. Medlemmerne i bandet har desuden gang i andre projekter – både med musik og andre relevante ting i tilværelsen, såsom uddannelse og familieforøgelser.

Bandet udtaler dog, at de vil slutte – for denne gang – på toppen med deres bedste og mest ambitiøse koncertrække til dato. Alle de gamle numre får, med BliGlads egne ord, "et spark bagi af en afrikansk hest". Der vil være særligt indbudte gæster og blandt andet makedonsk dansepunk og tysk afromusik som opvarmning til mange af koncerterne.

GAFFA anmeldte senest BliGlad på Danmarks Grimmeste Festival i Brabrand i august 2012, hvor Rebecca Thuesen uddelte fire stjerner og blandt andet skrev: "Sætlisten er nogenlunde som forventet. De store mainstream-hits "Dans For Satan" og "Kærlighed Til Folket" skal vi selvfølgelig have med, men tracks som " Når Skibet Går Ned", "Ullapige" og "Postbud" leveres med lige så stor gusto, og publikum er begejstrede. McLauglin er et skønt samlingspunkt for festen. Hans energi og nærvær på scenen er i selv garant for en god oplevelse, men at han så oveni kan holde den ru reggae-stemme hele vejen igennem, og ikke taber pusten af al den dansen, sikrer et generelt højt niveau."

BliGlad kan opleves i følgende byer:

5/4: Odense, Kansas City

6/4: Assens, Tobaksgården

13/4: Aarhus, HeadQuarters

19/4: Sønderborg, Sønderborghus

20/4: Næstved, Vershuset

26/4: Vejle, Bygningen

17/5: Silkeborg, Rampelys

18/5: Ringkøbing, Generator

30/5: Vejen, Askov Festival

Billetsalg via GAFFA Live og spillestedernes hjemmesider.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA