x

Kashmir klar med ekstrakoncerter og supportnavn

Kashmir klar med ekstrakoncerter og supportnavn

For nylig kunne Kashmir annoncere, at deres næste, syvende album hedder "E.A.R" og udkommer 18. marts. I marts/april spiller bandet en mini-turné, hvor de for første gang nogensinde spiller koncerter for et siddende publikum.

Koncerterne i København og Aarhus er nu så tæt på udsolgt, at gruppen nu offentliggør to ekstrakoncerter. Samtidig kan de præsentere opvarmningsnavnet, svenske Britah.

Bag navnet Britah gemmer sig singer-songwriteren Josefine Lindstrand, der sidste år udgav sit første album under navnet Britah, nemlig "Clouds". Her har hun både komponeret, arrangeret og produceret pladen selv, og hun inviterede Kasper Eistrup fra Kashmir med på duetten "Make My Day Tomorrow". Samarbejdet gik så godt, at Kashmir nu har inviteret Britah til at spille support på deres kommende turné, og med sig på scenen medbringer hun blandt andre medlemmer af Jonathan Johanssons band. Se musikvideoen til hendes sang "Heartbreaker" her.

GAFFA Sveriges anmelder Björn Schagerström tildelte albummet fire stjerner under overskriften "En spirande och poppig nystart under nytt alias."

Under eget navn udgav hun allerede i 2009 jazz-albummet "There Will Be Stars", som blev udnævnt til årets svenske jazzudgivelse, og som hun turnerede med i Europa, USA og Kina med over hundrede koncerter. Josefine Lindstrand har sunget på Efterklangs plader "Under Giant Trees" og "Parades" og turneret som sangerinde med bandet. Derudover har hun sunget kor og spillet keyboard for artister som Jonathan Johansson, Veronica Maggio, September og Laleh.

De nu fem koncerter er som følger:

22. marts – Falconer Salen, København EKSTRA KONCERT *
23. marts – Falconer Salen, København MEGET FÅ BILLETTER *
3. april – Musikhuset Aarhus, Store sal EKSTRA KONCERT *
4. april – Musikhuset Aarhus, Store sal MEGET FÅ BILLETTER *
5. april – Aalborg Kongres og Kultur Center **

* /forsalg www.billetlugen.dk
** / forsalg www.billetnet.dk


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA