Endnu fire navne er offentliggjort til sommerens Fed Fredag-koncerter i Tivoli Friheden, Aarhus
Tivoli Friheden lancerer i dag fire nye navne til deres program, som i forvejen består af blandt andre Alphabeat, Mads Langer og The Raveonettes.
Denne gang tilføjes så Tina Dickow, Nabiha, Sanne Salomonsen og Danser med Drenge på plakaten.
Fredag den 12. juli går Danmarks ukronede rockdronning på scenen. Allerede som 17-årig udsendte Sanne Salomonsen sit første album, og siden har hun haft succes med bands som Sneakers og Anne Linnet Band, før hun igen vendte tilbage til at udgive plader under eget navn. Efter en blodprop i hjernen udgav hun comeback-albummet "Unico" i 2009, og i 2011 kom hendes 14. studiealbum, "Tiden Brænder." Nu er Sanne så atter tilbage på scenen igen.
Den unge sangerinde med de vestafrikanske rødder, Nabiha, indtager Friheden fredag den 19. juli. Hun brød igennem i 2009 med singlen "Deep Sleep" og siden er det gået stærkt for Nabiha, der i øjeblikket også rører på sig internationalt. Hun har efterfølgende udgivet singler som "The Enemy", "Trouble", "Never Played the Bass" og "Mind the Gap" og udsender 25. marts sit andet album, "Mind The Gap".
Ugen efter Nabiha - fredag den 26. juli - går turen så videre til bysbarnet Tina Dickow. Sidste år udgav hun albummet "Where Do You Go to Disappear?", hvorfra singlen "You Wanna Teach Me to Dance" blev et stort hit på linje med "Nobody's Man", "Welcome Back Colour" og "Copenhagen" fra tidligere udgivelser. Koncerter med Tina Dickow bliver som regel hurtigt udsolgt, men nu har du mulighed for at opleve hende under åben himmel i Aarhus.
Danser med Drenge har efterhånden over 20 år på bagen og har formået at fastholde deres popularitet hele vejen. Fredag den 2. august kan du skråle med på hits som "Hvor Længe Vil Du Ydmyge Dig?", "Er Der Nogen I Himlen?" og "Aldrig Undvære Dig," når bandet kigger forbi Aarhus og giver koncert.
Det foreløbige program til Fed Fredag i Tivoli Friheden lyder nu således:
Mads Langer, Anne Linnet, Wafande og EaggerStunn, Safri Duo, Aura, Alphabeat, The Raveonettes, Infernal, Sanne Salomonsen, Nabiha, Tina Dickow og Danser Med Drenge.