Nyhed

Iron Maiden til Danmark

Bandet spiller både i Aalborg og København

Engelske Iron Maiden har altid været ganske populære herhjemme, og derfor er der sikkert mange, der vil blive lykkelige over at høre, at metallegenderne har valgt at starte deres kommende verdensturné i Danmark.

Bandet starter turnéen med en koncert i Gigantium i Aalborg 9. november og lægger dagen efter turen forbi Valby Hallen. De to danske shows er de første af ti skandinaviske jobs, Maiden skal spille i november.

Iron Maiden er i øjeblikket i gang med at skrive nye numre til et kommende album, der endnu ikke er blevet navngivet, men gerne skulle være klar til udgivelse senere på året. Man kan dog godt regne med, at gruppen ikke er bange for at dykke ned i arkiverne og spille klassiske Maiden-tracks, selvom de er ude for at promovere et nyt album.


Billetsalget til de danske koncerter starter mandag 27. februar kl. 10. Billetter til København sælges via Billetlugen.dk, 70 263 267 eller Fona-butikkerne, og billetter til Aalborg sælges via akkc.dk eller 99 35 55 66.

ANNONCE