Del Reys nye video præsenterer samtidig den nye Jaguar-sportsvogn
Lana Del Rey har udgivet sin nye musikvideo til sangen "Burning Desire". Oprindeligt er sangen et bonusnummer fra hendes udvidede iTunes-udgave af "Paradise Edition"-versionen af debut-albummet "Born To Die".
Videoen er præsenteret af det eksklusive bilfirma Jaguar og indeholder derfor også en del product placement af deres nye "F-Type"-sportsvogn. Sidste år underskrev Lana Del Rey en seks-cifret kontrakt i pund med netop Jaguar i tilgift for at blive firmaets nye ansigt udadtil.
Der har gået rygter om, at sangerinden har været i gang med at skrive nyt materiale til soundtracket til den kommende film "The Great Gatsby". Rygter hun selv har pustet til igen, da hun for nylig postede et billede af filmens logo på sin Facebook-side. Efterfølgende er billedet dog taget ned igen.
I et interview har hun tidligere udtalt følgende:
"Jeg har hjulpet med at komponere for en film. Der er en film, som kommer ud til sommer, handlingen er sat i 1920'erne, og det har været sjovt for mig at skrive kærlighedssange for en kvinde, der er stjernen i filmen."
Umiddelbart er det kun "The Great Gatsby", som passer til den beskrivelse af annoncerede film denne sommer. Men kun tiden kan vise, om fans får muligheden for at høre nyt fra sangerinden til den tid. Filmen får premiere i maj måned i USA.
Se videoen til "Burning Desire" via YouTube her: