x

Guide: Weekendens mest spændende koncerter

Guide: Weekendens mest spændende koncerter

GAFFA guider dig til weekendens bedste koncert-oplevelser rundt omkring i landet. Se GAFFAs 10 bud her:

FREDAG:

København

Bob Marley-hyldest i Pumpehuset klokken 20.00

Pumpehuset åbner dørene klokken 20 og byder aftenen igennem på masser af indslag med fokus på dagens fødselsdagsbarn. Der vil være taler, workshops og seminarer om Bob Marleys liv, rastafari- og reggaekultur og masser af musik fra lokale reggaebands og -lydsystemer. Sidst, men ikke mindst byder aftenen på besøg af sønnen Ky-Mani Marley.

Aarhus

Sys Bjerre, Musikhuset Aarhus, klokken 20.00

Der er lagt op til en spændende aften i selskab med en finurlig sangskriver og sangerinde, når Sys Bjerre byder indenfor til en akustisk aften i Lille Sal. Sys Bjerre er ikke bange for at lukke lytteren ind i sit univers, hvor ingen personlige oplevelser og erfaringer er for pinlige eller intime til at blive delt. Hun indrømmer gerne sin usikkerhed som på nummeret "Kegle", hun skriver ærligt om uretfærdighed og utroskab i sangen Malene, men der bliver også festet igennem med et nummer som "Alle mine veninder".

Odense

Kato, Posten, klokken 21.00

Siden Kato som 12-årig startede sit eget mobildiskotek i hjembyen Thisted, med tre lamper og en pladespiller, har han med stor glæde været ude og optræde stort set hver weekend. Glæden ved musik og det at spille for andre har nu i knap 20 år været drivkraften for Kato, der de senere år har markeret sig kraftigt på den danske musikscene. Enten ved egne hits, features på andres eller i form af sine specielle remixes har kreativiteten og produktiviteten fulgtes hånd i hånd for Kato. Alene i 2012 er der i snit kommet en udgivelse om måneden.

Aalborg

PowerSolo, Studenterhus, klokken 21.00

PowerSolo alias Kim Kix og The Atomic Child spiller hele deres gennembrudsalbum "It's Raceday ... and Your Pussy Is GUT!" fra 2004 i sin helhed samt højdepunkter fra bagkataloget. Samme musikere kan opleves samme sted lørdag, hvor de spiller Kim And The Cinders' selvbetitlede debutalbum fra 2008 i sin helhed.

LØRDAG

København

The Darkness, Amager Bio, klokken 21

Engelske The Darkness blev i 2003 lidt af en rocksensation, da de tordnede ind på scenen med deres festrock og debutpladen "Permission to Land". Det var en vaskeægte genoplivning af Queens glamrock kombineret med AC/DC's riffrock og Kiss' festlige attitude.
Med indpiskeren Justin Hawkins og hans falset i front blev The Darkness hurtigt en kæmpesucces og endte med at fylde stadioner i hjemlandet. Men stofferne og succesen to overhånd, og festen var hurtigt forbi efter andet album "One Way Ticket to Hell... and Back".
Medlemmerne påbegyndte solokarrierer i Øst og Vest, men i 2011 fandt The Darkness igen sammen efter fem års pause, og det medførte det aktuelle tredje album, "Hot Cakes", der samler rocktråden op, hvor d'herrer efterlod den i 2006.

Hyldemor, Loppen Christiana, klokken 21 (billedet)

Som tidligere omtalt har Sony Music netop udgivet Hyldemors legendariske album "Glem Det Hele" fra 1978 på cd for første gang nogensinde. I den anledning træder en lang række af gruppens nu afdøde frontfigur Hans Vindings gode venner sammen til en HYLDest-koncert på Loppen, et sted Hyldemor spillede på adskillige gange, dér tilbage i slutningen af 70'erne og starten af 80'erne. Kernen i bandet bliver de tre nulevende medlemmer af Hyldemor, Steen Claësson (violin), Jens Breum (trommer) og John Teglgaard (guitar).

Kongens Lyngby

DJ Static live feat. Temu, Danni Toma, Jøden, J-Spliff, Blacc El med flere, Templet, klokken 21

Den særdeles erfarne danske dj er i gang med sin Danmarksturné oven på sit massivt anmelderroste soloalbum, "Rolig Under Pres". Både albummet og koncerten på Roskilde Festival 2012 fik fem stjerner af GAFFA, så det er med at kigge forbi.

Aalborg

Beth Hart, Skråen i Nordkraft, klokken 20

I 2012 udgav Beth Hart sit nye album "Bang Bang Boom Boom", som smukt følger efter 2011-udgivelsen "Don't Explain". For den vestkystfødte amerikanske sangerinde, sangskriver og musiker er "Bang Bang Boom Boom" en livsforandrende og skelsættende plade, der tager livtag med de mange oplevelser, positive som negative, livet har budt på indtil videre i den nu 41-årige sangerindes liv.

Herning 

Bo Kaspers Orkester, Fermaten, klokken 21

Det er 20 år siden, at Bo Kaspers Orkester blev dannet. Siden 1993 har de udgivet ti studiealbum og to opsamlingsalbummer, der tilsammen har solgt mere end 1,5 millioner eksemplarer. Den 31. oktober udgav de deres nye album "Do borde tycka om mig". Gennem årene har de skabt hits som "Vi kommer aldrig at dö", "Amerika", "Ett & null" og "Innan allt försvinner".  

Svendborg

Folkeklubben, Harders, klokken 21

Med sange som "For Pengene" og "Fedterøv" fra debut-ep'en "Popsang" slog Folkeklubben sig for alvor fast på den danske musikscene i efteråret 2012. GAFFAs anmelder Morten Larsen kvitterede med fem ud af seks stjerner til bandets optræden til Spil Dansk Dagen tilbage i oktober 2012 på det aarhusianske spillested Train. 

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA